Fortsæt til indhold

Politi advarer: Bulgarsk mand forsøger at veksle falsk valuta

Svindel med værdiløse pengesedler fra Hviderusland. Kvinde fra Gjesing blev snydt af mand, der hævdede at være fra Bulgarien.

Krimi
bo

Sydøstjyllands Politi modtog søndag en anmeldelse af et mistænkeligt forhold. Det oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen.

»Vi modtog søndag klokken 10.24 en anmeldelse om en episode på Vroldvej i Skanderborg nær Tåningvej. Her var anmelder, en 52-årig mand fra Skanderborg, blevet standset af en mand, der angiveligt var fra Bulgarien. Manden spurgte anmelder, om han kunne veksle 1.000 lev (den bulgarske valuta. red) til 1.500 danske kroner. Anmelder afviste, og kontaktede i stedet politiet,« forklarer vicepolitiinspektøren.

Anmelder er ikke den eneste, der er blevet kontaktet og bedt om at veksle valuta. Det skete også for en kvinde fra Gjesing.

Hun advarer i et opslag på Facebook-siden Gjesing Nyt om, at en mand i en bil med udenlandske nummerplader standser folk og beder dem om at veksle to 500-lev sedler til 1.500 danske kroner, så han kan købe benzin.

Hun skriver videre, at der sad børn i bilen, og at manden selv forklarer, at han er fra Bulgarien.

Kvinden var venlig, og vekslede pengene for ham, men opdagede bagefter, at der var tale om gamle værdiløse pengesedler fra Hviderusland.