Medie: Bil kørte gennem vejfest i Aarhus og ramte en person
Vidner fortæller, at en bil kørte ned gennem gade med vejfest natten til søndag. Politiet har ikke udtalt sig.
En bil kørte kort før midnat lørdag gennem Vestergade i Aarhus, hvor der var vejfest.
Det skriver Århus Stiftstidende på baggrund af udsagn fra en af avisens journalister, der var til stede under hændelsen.
En person skal ifølge avisens oplysninger være blevet ramt af bilen.
Ritzau har siden natten til søndag forgæves forsøgt at spørge Østjyllands Politi til hændelsen.
Avisen har talt med flere andre deltagere ved vejfesten, der fortæller, at en hvid bil med fire mænd kørte ind på Vestergade, der var fyldt med mennesker.
Øjenvidnerne forklarer til Århus Stiftstidende, at bilen først bakkede, men efterfølgende accelererede og kørte hurtigt ned gennem gaden.