Fortsæt til indhold

Politiet melder ud: Kørte ikke ind i vejfest for bevidst at skade folk

De anholdte i Vestergade-sagen bliver for nuværende ikke fremstillet i grundlovsforhør.

Krimi
ddp

Der bliver ikke krav om varetægtsfængsling af de to unge mænd, der er anholdt og sigtet i forbindelse med påkørsel af otte mennesker til vejfesten i Vestergade lørdag.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Årsagen er blandt andet, at der ifølge politiet ikke er fundet tegn på, at man kørte ind til vejfesten med det formål at skade andre. Det på trods af, at flere vidneberetninger er gået på, at der skete en bevidst påkørsel af festgæsterne.

»Tilstedeværelsen af en bil på det afspærrede område skabte utryghed blandt flere personer på stedet, og det udviklede sig til en ophedet diskussion mellem festivaldeltagerne og føreren og passageren i bilen. Under kørsel fra stedet ramte personbilen flere personer, dog med lav fart. Der er ikke noget i politiets efterforskning der indikerer, at bilen er kørt ind i Vestergade for bevidst at gøre skade på andre,« skriver Østjyllands Politi.

Ifølge politiet kom ingen alvorligt til skade ved påkørslen, men en enkelt blev kørt til kontrol på hospitalet.

I alt fire personer befandt sig i bilen, og alle fire har været anholdt.

Dog er kun to mænd på 18 og 20 år sigtet i sagen. De er sigtet for at forvolde fare for andres liv og førlighed, men bliver altså ikke fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Hvem af de to der førte bilen, ved man endnu ikke.

»Det har indtil nu ikke har været muligt med tilstrækkelig sikkerhed at fastlægge, hvem der var fører af bilen. Det skal den fortsatte efterforskning være med til at afdække. På baggrund af en samlet vurdering af sagen er det ikke vurderet, at der for nuværende er grundlag for en fremstilling.«

Politiet vil gerne høre fra vidner samt personer, som måtte have video fra stedet, eller som på anden måde kan hjælpe med at fastslå identiteten på føreren af bilen.