Købmand ikke i tvivl – det er samme gerningsmand: Løb med kød for 3.000 kroner
Overvågningsbilleder afslører tyvens metode. Tyven stjal kødvarer i Meny Rønde på samme måde som ved tidligere tyveri.
Onsdag den 21. maj blev Meny Rønde udsat for et bizart tyveri, hvor en mand stjal kød for 3.000 kroner.
Nu har – hvad der ser ud til at være samme gerningsmand – slået til igen med en tro kopi af det første tyveri.
Indehaver Rene Povlsen fortæller, at manden kom ind i butikken med en klar og målrettet plan.
»Manden stjal kødvarer på samme måde som i maj og stort set samme mængde. Det har vi kunnet konstatere via vores overvågningsbilleder,« siger Rene Povlsen.
Han er af gode grunde meget frustreret over, at tyven er på spil igen og opfordrer alle til at være ekstra opmærksomme.
Effektiv tyv
»Han kom ind, gik direkte til disken med kødvarer, tog kød og lagde det i butikskurven, som han tog med til et andet sted i butikken, hvor han uset kunne flytte varerne til en rygsæk, han havde gemt et eller andet sted på kroppen,« fortæller Rene Povlsen.
Manden forlod derefter skyndsomt Meny Rønde med den fyldte rygsæk.
Ros til lokalpolitiet
Rene Povlsen understreger, at det er vigtigt at råbe vagt i gevær og hjælpe hinanden med at komme tyverier af alle slags til livs.
Han roser de lokale betjente for at være på og hjælpe, når der sker noget lokalt.
»Vi mærker virkelig nærheden og vigtigheden af at have et lokalpoliti tæt på. Det skal vi for alt i verden bevare, for det har kæmpestor værdi,« siger han.
»Med et godt samarbejde med de lokale betjente i området, kender vi identiteten på personen. Vi kommer ikke til at dele billeder. Grundet GDPR.«
GDPR står for General Data Protection Regulation, og det er en lovgivning vedtaget af EU, som trådte i kraft den 25. maj 2018. GDPR har til formål at beskytte persondata og privatliv for borgere i EU og EØS.
Opfordring til kunder
Rene Povlsen opfordrer i et opslag på Meny Røndes Facebookprofil kunderne til at handle ind med kundekurve og vogne og ikke net og tasker.
Han takker også for den hjælp og støtte, Meny Rønde har modtaget fra lokalsamfundet.
»Tak for hjælpen. Med et godt samarbejde med de lokale betjente i området, kender vi identiteten på personen og er taknemlige for, at I hjælper med at dele. Så mange tak for det. Pas på jer selv,« afslutter han.