Fortsæt til indhold

Politiet: Smukfest-gæster drak alkohol og fik det dårligt - her er mistanken

Politiet har på Smukfest modtaget et par anmeldelser torsdag, hvor mistanken lyder på drugging.

Krimi

Selvom torsdag på Smukfest forløb forholdsvis roligt, så har politiet haft lidt at se til det seneste døgn, lyder det fra fra Sydøstjyllands Politi i den daglige pressebriefing.

»Vi har fået to anmeldelser fra personer, der, som de selv formulerer det, muligvis har været udsat for drugging på festivalen,« fortæller vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

I det ene tilfælde er der tale om en 31-årig mand, som i løbet af festivaldagen havde drukket alkohol og pludselig får et blackout. Derfor får han en mistanke om, at der kunne være puttet noget i en drink.

»Han forklarer, at han ikke har set noget, og der er heller ikke blevet taget noget fra ham, så det er mest en bekymring og undren over, om det kunne være tilfældet med drugging,« fortæller Finn Ellesgaard Nielsen.

Også en 31-årig kvinde fra Randers har henvendt sig til politiet.

Hun havde ligeledes drukket alkohol i løbet af dagen, men ifølge politiet mener hun, at hun blev mere påvirket end hun ville blive af den mængde alkohol, hun indtog. Hun havde heller ikke set noget blive puttet i en drink, og hun har heller ikke mistet noget.

Den ene henvendte sig til Skovskadestuen i Bøgeskoven inden anmeldelsen.

Ved en blodprøve kan Sydøstjyllands Politi blive klogere på, om det har været tilfældet for de to festivalgæster.