Fortsæt til indhold

Storbrand syd for Randers: »Det er omfattende – vi er stadig i fuld gang«

Utallige brandbiler sendt mod kæmpebunke af affald i det sydlige Randers.

Krimi

En bunke med affalds står i flammer hos EHJ Energi/Marius Pedersen på Hadstenvej syd for Randers. Sort røg driver hen over området og kan ses på lang afstand, mens brandfolk fra store dele af Østjylland arbejder på stedet.

Ifølge indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen, Simon Lund Bøgedam, er opgaven ressourcetung.

»Det er noget affaldsoplag, som brænder. Vi er stadig i fuld gang, og der er meget aktivitet derude. Slukningsarbejdet er krævende, og vi sender stadig styrker afsted,« siger han, da Din Avis taler med ham klokken 18.30

Brandbiler fra det meste af Østjylland er sendt til branden på Hadstenvej. Foto: Kian Johansen

Brandfolk fra Randers, Allingåbro og to stationer i Aarhus er indsat, ligesom Beredskabsstyrelsen Midtjylland er på vej. Hold fra Hadsten er kaldt ind til at opretholde beredskabet i Randers, mens indsatsen på Hadstenvej fortsætter.

Sort kvælende røg stiger op i den sydlige del af Randers. Foto: Kian Johansen

Sammenlignes ikke med Pindstrup-branden

Den kraftige brand vækker mindelser om den langvarige brand i Pindstrup i 2021, men det scenarie forventer brandvæsnet ikke i denne omgang.

»Det håber jeg sandelig ikke, og der er heller ikke noget, der tyder på det. Men med store bunker i den her varme er det hårdt arbejde at få det slukket,« siger Simon Lund Bøgedam.

Slukningsarbejdet kræver, at de store bunker affald skilles ad, så gløderne inde i midten kan slukkes.

»Vi bruger entreprenørmaskiner til at skille det fra hinanden og gennemvande det, så vi er sikre på, at det ikke ulmer videre.«

Røgen kan ses langvejs fra. Billedet er taget på Hammelvej, næsten tre kilometer væk. Foto: Kian Johansen

Hold jer væk fra røgen

Den sorte røg driver vidt omkring, og selv på afstand kan vinden føre den hen over boliger og veje.

»Man skal søge væk fra røgen og lukke vinduer og døre, hvis man bor i et område, hvor røgen driver hen. Vi evakuerer ikke, men man skal ikke opholde sig i røgen,« siger indsatslederen.

Han understreger, at der ikke er meldinger om særlige kemiske farer, men uanset indholdet i bunkerne er røg altid sundhedsskadelig.

Brandårsagen er endnu ukendt, og arbejdet med efterslukning forventes at fortsætte i flere timer, måske natten med.