Fortsæt til indhold

Endelig fri passage: Bilen på Korupskovvej fjernet efter flere henvendelser til Østjyllands Politi

Efter flere henvendelser fra både Syddjurs Kommune og Din Avis Syddjurs er bilen, der siden søndag morgen har ligget på taget og spærret for passage nu fjernet, og cykelstien er igen fri.

Krimi
LNT

Efter flere dages frustration og gentagne henvendelser fra borgere er der endelig fri passage på Korupskovvej.

En bil, der har stået parkeret og blokeret cykelstien, er nu blevet fjernet.

Din Avis Syddjurs tog onsdag formiddag kontakt til Østjyllands Politi for at få klarhed over, hvornår bilen ville blive fjernet, og hvem der havde ansvaret for den.

Kommunikationsrådgiveren hos politiet lovede at sende forespørgslen videre op i systemet, og pressechef Ole Bjarke Nielsen kunne senere bekræfte, at Syddjurs Kommune også havde rettet henvendelse til politiet med samme spørgsmål.

Efter flere henvendelser og en del ventetid har det nu båret frugt.

»Vi ved ikke, om det er ejers forsikringsselskab eller vejhjælp, der har fjernet bilen, men nu er der i hvert fald plads til at køre uhindret på cykelstien igen,« siger Ole Bjarke Nielsen.

Lettelse for cyklister og fodgængere

Fjernelsen af bilen er en lettelse for de mange cyklister og fodgængere, der dagligt benytter Korupskovvej. De har ikke kunnet passere, men har måttet ud på kørebanen for at kunne komme videre.

Ulykke søndag

Forhistorien til denne hændelse går tilbage til en ulykke, der fandt sted på Korupskovvej søndag morgen klokken 5.50. En fører mistede kontrollen og slog en kolbøtte ind over autoværnet med det resultat, at bilen endte liggende på taget på cykelstien.

Da en nabo nåede frem og senere Reko og en ambulance, var fører og eventuelle medpassagerer over alle bjerge.

Syddjurs Kommune vil gerne i kontakt med ejers forsikringsselskab, fordi der venter kommunen en efterregning grundet beskadigelser på autoværnet, oplyser Ole Bjarke Nielsen.