Voldsomt gruppe-overfald i bybus: Pludselig haglede det med spark og slag mod ung mand
Østjyllands Politi efterlyser nu vidner og er »særligt interesseret i fire unge mænd fra bussen i alderen 15-17 år, der er af mellemøstlig eller afrikansk afstamning.«
Lørdag aften omkring kl. 23.18 blev en 22-årig mand overfaldet med slag og spark af flere personer i bus nummer 18 på Park Allé i Aarhus C.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da politiet kom frem til gerningsstedet kl. 23.20 var gerningsmændene dog allerede løbet fra stedet.
»Vi indledte straks efterforskningen, hvor vi fik sikret videoovervågningen fra bussen, afhørt flere vidner og sikret nogle spor i sagen,« skriver Østjyllands Politi, der nu efterlyser vidner til overfaldet.
»Vi søger vidner, der har været i bussen eller på Park Allé omkring gerningstidspunktet. Vi er særligt interesseret i fire unge mænd fra bussen i alderen 15-17 år, der er af mellemøstlig eller afrikansk afstamning,« skriver Østjyllands Politi.
Hvorvidt de involverede parter havde et forudgående kendskab til hinanden, er for tidligt at sige noget om, oplyser vagtchef Morten Hansen.
Billeder fra Park Allé, som avisen vælger ikke at bringe af hensyn til personerne på billedet, viser flere betjente rundt om en ung mand, der ligger på jorden med et såkaldt alutæppe eller termisk tæppe over sig. Tæppet bruges typisk til at beskytte tilskadekomne mod vind og kulde.
Billeder viser også en ambulance ankom til stedet.
Men hvilken tilstand den 22-årige mand helt præcis er i ovenpå overfaldet i bussen, kan vagtchefen ikke sige med sikkerhed, men han tilføjer dog:
»Men betjentene på stedet var i stand til at afhøre ham efterfølgende, så jeg tænker ikke, at det er mere alvorligt end som så,« siger Morten Hansen.
Ifølge vagtchefen var flere passagerer med i bussen, da spark og slag pludselig føg afsted.
Indtil videre er ingen blevet anholdt eller sigtet i sagen. Men har man oplysninger om overfaldet, kan politiet kontaktes på telefon 114, oplyser Østjyllands Politi