Anklager dropper minksag mod søn – 88-årig far er stadig sigtet
119 ulovlige mink dukkede op ved razzia på lukket minkfarm i 2022. Siden har sagen været efterforsket.
Efter at politi og anklagemyndighed i tre et halvt år har arbejdet med en sag om ulovligt hold af mink på Djursland, er der nu en afgørelse – i hvert fald delvist.
Ifølge Østjyllands Politi har anklagemyndigheden opgivet at føre en straffesag mod en 59-årig mand, mens der endnu ikke er taget stilling til, om hans 88-årige far skal tiltales.
Det var i februar 2022, at Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse meldte ud, at man under en razzia med politiassistance havde fundet 119 ulovlige mink på en tidligere minkfarm i det nordøstlige Djursland.
»Vi havde ingen forestilling om, at der var levende mink tilbage i Danmark, men det er tredje gang nu, vi finder mink i større antal rundt om i landet, så det er svært at afvise, at der kan være flere,« sagde chefen for styrelsens veterinærrejsehold, Majbritt Birkmose, dengang.
Tredje sag
Sagen var, som Birkmose sagde, den tredje i rækken af sager om ulovligt minkhold under det forbud, som blev indført under coronapandemien.
Hun fortalte dengang, at minkavleren havde nægtet at slå dyrene ned, og derfor påtog myndighederne sig den opgave og sørgede for, at dyrene blev gasset til døde.
Forbuddet mod minkhold, som stod på frem til januar 2023, bundede i en frygt for, at coronavirus på grund af spredning blandt mink ville mutere, så de tilgængelige vacciner ikke ville kunne holde smitten nede.
Sagen fra Djursland blev af Fødevarestyrelsen meldt til politiet, hvor den længe lå hos efterforskerne.
Først i foråret 2025 oplyste politiet til Ritzau, at efterforskningen var slut, og at det nu var op til anklagemyndigheden at vurdere, om der skulle rejses en straffesag.
Det er den vurdering, som nu er delvist færdig. Anklagemyndigheden har vurderet, at der ikke er tilstrækkelige beviser til at rejse en straffesag mod en 59-årig mand i sagen.
Endnu har anklagemyndigheden ikke taget stilling til, om det samme gælder for hans 88-årige far, oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.
Bøder og fængsel
De to andre sager, som Majbritt Birkmose omtalte i februar 2022, er for længst færdigefterforskede og har været hele vejen gennem retssystemet.
Den første sag blev endeligt afgjort ved Vestre Landsret i foråret sidste år og endte med en dom på to måneders betinget fængsel til den pågældende minkavler og en bøde på 100.000 kroner til hans selskab.
Den anden sag blev endeligt afgjort i december sidste år, da Vestre Landsret idømte en minkavler to måneders betinget fængsel og hans selskab en bøde på 120.000 kroner for ulovligt hold af 223 mink og 64 ræve på sin farm ved Løvel ved Viborg.
I den sag havde byretten i Viborg i første omgang idømt avleren en straf på tre måneders ubetinget fængsel og en bøde på 150.000 kroner.
En ubetinget fængselsstraf skal afsones, mens en betinget dom i udgangspunktet blot tjener som en form for advarsel og ikke skal afsones, hvis den dømte overholder de betingelser, der er knyttet til dommen - typisk et krav om ikke at begå ny kriminalitet i en periode.