Bøderegn – politi og kommune afviser dårlig skiltning og forsvarer vejlukning: »Folk kørte uforsvarligt«
Myndighederne afviser bilist, der mener, skiltning var mangelfuld.
I løbet af en uge blev der uddelt mindst 90 bøder i T-krydset på Århusvej ved Holmelundsvej i Søften. I forbindelse med fjernvarmearbejde blev Holmelundsvej lukket for indkørsel fra Århusvej undtagen busser og renovation. Mange bilister enten overså eller ignorerede skiltningen og blev standset af politiet og fik en bøde på 1.500 kr.
En af bilisterne var Willy Portz fra Aarhus, som her i avisen tilkendegav sin utilfredshed med at have fået en bøde. Han mente, at skiltningen var mangelfuld og konkluderede, at »når så mange er blevet snuppet, må der være noget galt med afmærkningen.«
Østjyllands Politi afviser kritikken:
»Vi kontrollerede skiltningen inden kontrollen, og den var helt korrekt. Det er rigtigt, at der desværre var en del bilister, der ikke overholdt færdselsreglerne på stedet, og derfor endte vi med at uddele mange bøder,« oplyser politiet i et skriftligt svar.
Heller ikke hos Favrskov Kommune er der hjælp at hente for den utilfredse bilist.
»Der var skiltet flere steder. Der er ikke noget at komme efter,« siger kommunaldirektør Jan Kallestrup.
Kommunaldirektøren fortæller, at kommunen til at begynde med forsøgte sig med en vejledende skiltning, som ikke ret mange bilister overholdt. Da det ikke havde den ønskede effekt, valgte kommunen helt at forbyde indkørsel ad Holmelundsvej.
»Vi forsøgte at justere trafikken med den lempelige form, men da ret mange ikke overholdt det, lukkede vi for indkørsel,« siger kommunaldirektøren.
Han pointerer, at ændringerne skete af trafiksikkerhedsmæssige årsager.
»Det gav en masse problemer inde i Søften, hvor der blev kørt uforsvarligt på steder med skolebørn, så vi var nødt til at lukke vejen.«