Strømmen blev afbrudt på Regionshospitalet Randers - og så blev døre sparket op
Tirsdag skete der en lignende hændelse på hospitalet.
Opdatering: Politiet oplyser på X, at de har anholdt en 36-årig mand, der er mistænkt i sagen. Manden skal nu afhøres, og så vil man vurdere, om der er grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.
Natten til torsdag klokken 0.39 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der havde været indbrud i flere skabe, herunder personaleskabe, på Regionshospital Randers, og nogle aflåste døre var sparket op.
Der var ikke overblik over, hvad der eventuelt var blevet stjålet.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Omkring gerningstidspunktet havde nogen samtidigt afbrudt strømmen til noget elektronik, men personalet fik dog hurtigt slået den til igen, og den elektronik, der var blevet pillet ved, havde ingen betydning for driften af hospitalet og dermed heller ikke for nogen patienter.
Østjyllands Politi foretog afhøringer og tekniske undersøgelser på stedet, og politiet har nogle gode spor at gå efter i forhold til at finde frem til gerningsmanden.
Sagen efterforskes nu nærmere, og det skal blandt andet undersøges, om der kan være en sammenhæng med en hændelse tirsdag på hospitalet, hvor strømmen også kortvarigt var afbrudt i en del af hospitalet – heriblandt på operationsgangen. Også her mistænkes det, at der var tale om en bevidst handling.
»Heldigvis fik det ingen konsekvenser for patienterne på hospitalet, men sådan en strømafbrydelse kunne jo potentielt have været farlig for folk, der er indlagte eller i gang med at blive opereret. Derfor har vi prioriteret efterforskningen, og vi har gode spor at arbejde med,« siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.