»Et kæmpe problem« – fem dage om ugen hærger tyve, men denne dag blev de fældet af gps-tracker
Ubemandede åbningstider giver problemer på Hvorslev Genbrugsplads. Derfor blev der taget alternativ metode i brug.
Genbrugspladsen i Hvorslev ved Ulstrup er ubemandet alle hverdage og praktisk talt alle fem dage er tyve på spil på pladsen.
Det fortæller Sune Petersen, der er driftsleder i Favrskov Affald.
»Ja, det sker næsten dagligt, at de er forbi. Det er mange forskellige hold. Enten er det metalskrot eller elektronik, de stjæler. Det er et kæmpe problem. Vi kan jo se, at kassen med metalskrot er fyldt, når vi tager fra pladsen, og er tom, når vi møder ind,« forklarer driftslederen.
Det fik genbrugspladsens folk til at sætte gps-tracker på nogle kabler, som de formodede ville blive stjålet – og det blev de.
»Vi må jo prøve noget nyt i et forsøg på at komme det til livs. De skal jo nok komme ind – vi kan ikke stoppe dem. Så nu prøvede vi at spore, hvor det stjålne ender.«
Mandag 15. september klokken 19.15 kunne Sune Petersen kontakte Østjyllands Politi for at fortælle, at gps-trackeren ”var i bevægelse”.
Trackerens placering blev videregivet til vagtcentralen. Via videoovervågning fra pladsen kunne politiet også få nummerpladen på den bil, som var benyttet til at stjæle.
Vagtcentralen sendte patruljer mod den adresse i Silkeborg, hvor trackeren befandt sig, og da betjentene kom til stedet, kørte en personbil med en nummerplade, svarende til den fra videoovervågningen, ind på gårdspladsen. I bilen sad tre mænd på 23, 26 og 30 år.
Det oplyser Østjyllands Politi.
De tre mænd blev sat i patruljebilerne, mens betjente ransagede på adressen. Her fandt de flere ruller kabler samt kasser med diverse tyvekoster fra genbrugsstationen – herunder kassen med GPS-trackeren i. Alle tre mænd blev anholdt og sigtet for tyveri af metaller
Tyvene suser med ind
Det er forbudt at tage elektronik, metal og kabler fra genbrugspladsen – ligesom det generelt er forbudt at tage ting op af containerne, når pladserne er ubemandede.
Når der er bemanding på, kan man spørge personalet, om man må snuppe noget – men dog aldrig elektronik, metal og kabler.
»Elektronikken er jo slet ikke vores, vi stiller bare plads til rådighed til indsamling af elektronikken. Så afleverer vi det videre til producenterne som en del af producentansvars-ordningen,« siger Sune Petersen.
Det er kort sagt en ordning, hvor virksomhederne skal betale for håndtering af deres produkter, når de bliver til affald.
For at kunne komme ind på genbrugspladserne i den ubemandede åbningstid, skal man bo i Favrskov Kommune og have oprettet sig med nummerplade. Så i princippet burde man altså derigennem kunne se, hvem tyvene er, men så nemt er det ikke, forklarer Sune Petersen:
»Tyvene holder bare uden for pladsen og venter på, at der kører en bil ind, og så skynder de sig at suse med ind. De er som regel ikke fra Favrskov Kommune, så de må jo slet heller ikke komme på vores plads.«