Brandfolk redder 13 personer fra flammerne
Over 40 personer blev evakueret under en brand i Randers.
Klokken 02.45 lød alarmen hos Beredskab & Sikkerhed. Meldingen lød på ’brand i skraldespand i det fri’.
Virkeligheden skulle dog vise sig at være en helt anden.
Da brandvæsenet når frem, er der ild i en bil på et parkeringsdæk på første sal.
»Der er kraftig røgudvikling,« siger Anders Ratchke, operationschef ved Beredskab & Sikkerhed.
Branden og røgen blokerede flugtvejene for husets beboere, og brandfolkene måtte – blandt andet med stiger – redde flere ud af deres lejligheder.
»Vi fik 13 personer ud,« siger operationschefen.
Under redningsaktionen kom et større antal personer til skade.
»Nogle fik røg, andre faldt under flugten,« siger Anders Ratchke.
Syv personer blev kørt til tjek på hospitalet.
I alt blev der sendt 50 mand og 17 køretøjer fra syv stationer til branden.
Omkring klokken 5 var der styr på branden.
Torsdag morgen er der dog stadig nogle brandkøretøjer på stedet. De skal tage sig af forskellige følgeskader.
Østjyllands Politi skal nu undersøge brandårsagen nærmere.