Fortsæt til indhold

Brand på Hornslet Skole går ud over undervisningen

Natten til onsdag har der været brand på Hornslet Skole.

Krimi

Der har været brand i et elskab i kælderen på Hornslet Skole.

Det betyder, at en hel klassefløj er afspærret – og skolen har derfor iværksat en nødplan for undervisningen.

Beredskab & Sikkerhed modtager den automatiske brandalarm omkring klokken 3.15.

Det oplyser operationschef Andreas Lundøer Madsen.

»Der var meget røg i kælderen,« siger han videre.

Den voldsomme røg har gjort, at Hornslet Skole har måttet lave om på onsdagens undervisningsplaner.

I et opslag på Aula skriver skolen til forældrene, at branden var opstået i kælderen under klassefløjen for 0.-3, der hele onsdag er spærret af.

Undervisningen bliver i stedet flyttet til blandt andet legepladsen og hallen.

SFO’er onsdag morgen i PUC/biblioteket.

Der blev kaldt to enheder til branden på Hornslet Skole; både fra Beredskab & Sikkerhed og fra Station Nord i Aarhus.

Herfra blev der blandt andet sendt en container med en såkaldt Luf-60, der er en robot, der kan bruge til for eksempel ventilering af haller, skakter, tunneller og underjordiske p-anlæg.

Robotten, der blev sat ind til at lufte ud i kælderen. Foto: Presse-fotos.dk.

Brandvæsenet kørte fra skolen kort efter klokken 7.

Hornslet Skole håber på almindelig undervisning allerede torsdag.