Septembers himmel er så blå. Da syrebomben eksploderede vidste Sanne ikke, om hun nogensinde ville få den at se igen

»Det hele blev bare sort. Jeg tænkte, hvad fanden er det, der sker, og så mærkede jeg en meget mærkelig smag i munden.«

Sannes øjne er røde og hævede, men det er ikke fordi, hun lige har grædt.

Det har hun ellers god grund til. I forbindelse med sit arbejde som gravermedhjælper på Fruering Kirkegård var hun den sidste fredag i september udsat for en grusom oplevelse, som det stadig er overvældende for hende at tale om.

Sanne er ikke hendes rigtige navn, men hun ønsker at være anonym, og derfor kalder vi hende Sanne her i artiklen.

Om fredagen gøres kirkegården pæn og ryddelig, der fjernes visne blomster på gravstederne og grusgangene rives.

Denne fredag er det Sannes opgave at rive hovedstien oppe ved kirken og tømme skraldespandene. Klokken er kvart i ti, solen skinner, septemberhimlen er krystalblå og Sanne nyder den smukke udsigt fra kirkegården.

Blind af syre

»Da jeg første gang kommer forbi, ser jeg godt flasken. En stor halvanden liters flaske med orange låg fra en billig appelsinsodavand. Det er først lidt efter, da jeg kører forbi med maskinen igen og er på vej op mod skraldespandene, at jeg samler den op. Jeg lægger godt mærke til, at den indeholder noget sort væske, og tænker, at det nok er noget ildelugtende stads.«

Men det er noget meget værre, der er i flasken. Det er en syrebombe.

»Så lægger jeg den på vognen og kører op til skraldespandene. Jeg tager skraldeposen ud af stativet og lægger flasken oveni og sætter posen fra mig.«

I det sekund går syrebomben af, og da Sanne står lænet ind over affaldsposen, kan hun ikke undgå at blive ramt i ansigtet og på overkroppen. Værst går det ud over hendes øjne, for selvom hun har briller på, får hun noget af den ætsende væske i øjnene.

»Lige først føler jeg ikke nogen smerte, men jeg kan ikke se noget som helst, og jeg ved ikke, hvad der foregår. Jeg tænker, at Nina, vores organist, garanteret er i kirken og øver. Hvordan jeg finder hen til kirken, aner jeg simpelthen ikke.«

Det lykkes Sanne at finde hen til kirken, og få kaldt ind ad døren på Nina.

»Sanne råber bare: ”Kan du hjælpe mig, Nina?” Det kunne jo være alt muligt, men jeg kan godt høre på hendes stemme, at det er alvor, så jeg skynder mig. Da jeg kommer ud til hende, er den helt gal. Sanne ligger sådan halvvejs op ad trappen, og kan ingenting se,« fortæller Nina.

Opskrift på TikTok

Trods chokket over at finde sin kollega med ætsninger i ansigtet, holder hun hovedet koldt og får ringet først til giftlinjen og derefter til 112. Straks derefter får hun Sanne i gang med at skylle sine øjne med vand.

»Faktisk føler jeg ikke rigtig noget som helst. Jeg tænker heller ikke på, om jeg mon mister synet. Alt det kommer først senere. Jeg tror helt enkelt, at min hjerne lukker ned. Der er jo så mange ting, jeg skal nå, alle mine planer og aftaler. Mine børn, der skal hjem på weekend. Det møde, jeg har om eftermiddagen. Og hvordan skal jeg få givet min kæreste besked.«

Reaktionen kommer først senere. Sanne bryder sammen. Igen og igen.

I ambulancen siger en af redderne, at det sandsynligvis er børn, der har lavet syrebomben. Der florerer flere opskrifter på syrebomber på sociale medier, som kan laves af ingredienser, der findes i de fleste almindelige husholdninger, og børn kan sagtens finde ud af at lave dem.

»Han har set flere eksempler på opskrifter på TikTok. Jeg vælger at tro, at syrebomben er sådan en uovervejet drengestreg. Min hjerne kan ikke begribe, hvis voksne mennesker skulle kunne finde på sådan noget.«

Sanne tager en dyb indånding, inden hun fortsætter.

»Det er simpelthen så vigtigt at få fortalt, at børn og unge kan finde de her opskrifter på nettet Jeg tror ikke, bomben bevidst er lavet for at gøre skade på nogen. Den er lavet for at få et sus, når flasken eksploderer, og det siger BANG. Børn og unges hjerner er ikke udviklet. De tænker ikke konsekvenserne igennem. De ser noget fedt på en video på nettet, og det vil de også prøve. At nogen kan komme alvorligt til skade, tænker de ikke på. Tænk, hvis et lille barn havde samlet flasken op. Eller den var sprunget mellem hænderne på dem selv.«

Voksende problem

Faktisk kunne det være gået meget værre for Sanne, end det gjorde, for det var en lun dag, og hun kunne lige så godt have været i T-shirt. Men det var hun heldigvis ikke.

»Jeg havde både kasket, høreværn, handsker og hættetrøje på, og det var virkelig heldigt. Kun ganske lidt af syren rammer min hud. Men havde det ikke været for mine briller, så havde jeg mistet synet. På Skejby Sygehus sagde de igen og igen, at jeg havde været utrolig heldig,« fortæller hun og tager brillerne af for at vise, hvordan farven på stellet er ætset væk flere steder, så der kun er det rene metal tilbage.

»Det var noget virkelig kradsbørstig stads. Enten eddikesyre eller salpetersyre,« konstaterer hun eftertænksomt.

Resterne af den eksploderede flaske blev hentet af politiet, der oplyste, at de faktisk finder den slags syrebomber jævnligt.

»Jeg kendte ikke til begrebet syrebomber, men det er åbenbart et stigende problem rundt om i Danmark, og lignende flasker er fundet ved børnehaver og skoler. Det er uhyggeligt at tænke på.«

Bomben har tilsyneladende været en fuser, for normalt sker eksplosionen med det samme, syren tilsættes ingredienserne. Der sker en kemisk reaktion, hvor der udvikles gasser, som får trykket i flasken til at stige eksplosivt. Uvist af hvilken grund skete den reaktion først, da Sanne samlede flasken op.

»Trykket skulle være fire gange større end i et bildæk, så det er en voldsom eksplosion.«

Sanne er stadig sygemeldt. Syren har skadet hendes hornhinder, og hun har været til flere kontroller på Skejby. Heldigvis går det fremad, og vurderingen er, at hun formentlig slipper uden varige mén.

»Tal med jeres unge«

»Først inden for den seneste uge har jeg haft øjeblikke, hvor jeg har kunnet se klart og fokusere på noget, men kun i en kort periode, før alt igen bliver sløret. Jeg er ked af at sidde derhjemme og dryppe øjne hver anden time. Jeg kan jo ikke rigtig lave noget. Ikke se tv, ikke lave noget kreativt, ikke læse i en bog. Jeg er vant til at have gang i noget hele tiden.«

Sanne er stille lidt.

»Det påvirker mig stadig, at fortælle om oplevelsen. På vej herop for at tale med dig rystede jeg som et espeløv og havde det som om, jeg skulle til eksamen, fordi jeg igen skulle forholde mig til det, der er sket: At der her i Fruering er børn, der har lavet en syrebombe, som er eksploderet op i ansigtet på et andet menneske.«

Næste gang Sanne finder en flaske med en mørk væske, samler hun den ikke op.

»Finder du sådan en flaske, så lad den stå og ring 114. Vi har givet besked til de andre kirkegårde, men det er jo vigtigt at alle ved det. Og siden opskrifterne er så lette at finde på de sociale medier, så er det måske også en rigtig god idé lige at tage en snak med sine store børn om faren ved at prøve sådan noget af. Det håber jeg virkelig, at folk vil gøre.«