Justitsminister: Hærværk mod valgplakater i Syddjurs er et udtryk for dyb polarisering
Ministeren er bekymret for, at de seneste mange sager om hærværk mod valgplakater er en stigende tendens, som skyldes øget polarisering i vores samfund. Han forventer, at Østjyllands Politi tager sagerne meget alvorligt.
Onsdag 29. oktober besøgte justitsminister Peter Hummelgaard (S) Syddjurs.
Egentlig handlede besøget om trygge ungemiljøer, og derfor foregik besøget på ungestedet Rampen ved Maltfabrikken i Ebeltoft, men Din Avis benyttede lejligheden til at spørge ministeren om noget andet.
Noget, som fylder en del lige nu rundt i hele kommunen. Nemlig den stribe af omfattende hærværk mod valgplakater, der de seneste dage har fundet sted.
»Det er usmageligt og utilstedeligt, og jeg er bange for, at det er udtryk for en bredere og meget bekymrende tendens,« udtalte Peter Hummegaard.
I Syddjurs kom valgplakaterne op lørdag. Allerede dagen efter var der kandidater, der havde oplevet, at deres plakater var blevet fjernet, men natten til tirsdag eskalerede hærværket.
Om morgenen stod flere kandidater på tværs af byer og partier i hele kommunen op til omfattende ødelæggelser af deres plakater og bannere, der var flænset op, skåret midt over eller spiddet af pæle.
Peter Hummelgaard kalder det antidemokratisk adfærd.
»Det er et stigende problem, at flere og flere laver politisk hærværk. For det er jo det, det er, og det er i øvrigt strafbart. Folk tænker måske selv, at det er en form for politisk aktivisme, men det er det ikke. Det er noget helt andet, dybt ulovligt og et angreb på vores demokrati.«
Og lige præcis demokratiet skal vi værne om, mener han.
»Det er unikt og skrøbeligt og faktisk lidt af en sjældenhed på verdensplan. Vi må for alt i verden ikke tage det for givet, og vi skal hele tiden fastholde, at det danske folkestyre skal basere sig på den demokratiske samtale.
Og når man går ud og laver politisk motiveret hærværk som at flænse et valgbanner op, så er det ikke en måde at samtale på.
»Det er ikke den politiske uenighed, der er problemet. Der har altid været folk, der ikke har deltaget aktivt i demokratiet eller som synes, at alle politikere har jord i hovedet, og det er fair nok, men det har de altid kunnet gøre uden at ødelægge ting.«
Polarisering
Men ifølge ministeren er vi i tider, hvor tingene skrider, og der sker en øget polarisering.
»Jeg mener, at en af årsagerne til det er de sociale medier og deres algoritmer. De er dybt polariserende og splitter os, og der er en tendens til, at folks synspunkter forstærkes og derefter tages med ud i virkeligheden. Det skal vi sige fra over for.«
Han fortsætter:
»Derfor har jeg også en meget klar forventning til Østjyllands Politi om, at de tager de her sager meget alvorligt, og efterforsker hændelserne grundigt.«
Alle de ramte kandidater har da også udtrykt, at de enten har meldt det til politiet eller agter at gøre det.
En af dem er Christoffer Pedersen, 2. viceborgmester i kommunen og borgmesterkandidat fra Venstre.
»Jeg ringede til politiet allerede tirsdag morgen, da jeg så det første flænsede banner ved Rodskov, og der kom de ret hurtigt, så det er min oplevelse, at de faktisk tager det alvorligt,« siger han.
Østjyllands Politi udtaler følgende i deres døgnrapport:
»Vi ser med stor alvor på de anmeldelser, vi modtager om hærværk begået mod valgplakater og ikke mindst om chikane og trusler mod folkevalgte, da vi i ugerne op til kommunal- og regionsrådsvalget har en øget opmærksomhed på chikane af folkevalgte.«
Sådan lyder det fra politiinspektør Brian Voss Olsen, der fortsætter:
»Vi har nu indledt en efterforskning af de anmeldelser, vi har modtaget her i kredsen, og vi hører meget gerne fra borgere, der måtte have et eventuelt kendskab til de ødelagte valgplakater og bannere,« og opfodrer i samme ombæring til, at henvende sig til politiet på 114, hvis man har viden om hærværkssagerne.
Din Avis spurgte justitsministeren, om politisk hærværk skal straffes hårdere.
»Der er faktisk allerede en ganske alvorlig straframme for den her slags, men det er klart, at lige nu samler vi så at sige alle de her hændelser til bunke i regeringen, og så vil vi kigge på det,« lover han og tilføjer:
»Vi går snart i gang med at konkrete forhandlinger om det, vi kalder en demokratipakke, som især skal understøtte og beskytte vores lokalvalgte politikere, der desværre, ikke kun når der er valgkamp, men i hele perioden, i stigende grad oplever trusler, chikane og hærværk. Og det er jo ikke bare en lokal trussel, men en trussel mod hele vores demokrati,« lyder det afsluttende.