Teenager voldtog og mishandlede 16-årig kæreste gennem et halvt år – også i Aarhus
Pigen var 16, da overgrebene fandt sted.
En 19-årig mand er blevet idømt tre år og seks måneders fængsel for mishandling, voldtægt og psykisk vold.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge dommen har den 19-årige gennem seks måneder udsat sin daværende kæreste for så grov vold, at det havde karakter af mishandling.
Den 19-åriges to år yngre kæreste var på daværende tidspunkt 16 år, og volden fandt sted på adresser flere steder i landet herunder Kalundborg, Aarhus, Glostrup og Helsingør.
Den 19-årige blev desuden kendt skyldig i to tilfælde af voldtægt og psykisk vold ved at have udsat hende for nedværdigende, krænkende og socialt kontrollerende adfærd.
»Der er tale om en rigtig grov sag, hvor pigen kontinuerligt er blevet udsat for forskellige typer af vold. Det har været Anklagemyndighedens opfattelse, at volden har haft karakter af mishandling, og det erklærede retten sig i dag enig i,« siger senioranklager Louise Varberg fra anklagemyndigheden i Midt- og Vestsjælland.
Den 19-årige er blevet varetægtsfængslet efter dom.
Den har han anket.