Dan foretager civil anholdelse, da mand forsøger at stjæle hans varebil: »Han bliver mere og mere panisk. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han skylder penge«
Dan Emborg tog sagen i egen hånd, da han opdagede en fremmed mand i sin varebil.
Dan Emborg er slet ikke i tvivl om, at det, han laver til hverdag, giver mening. Især ikke efter en episode i butikken 24/7 Låseservice i Skanderborg onsdag formiddag.
Klokken 11.46 kontakter butikken politiet.
For midt mellem læsningen af sin bil, der holder parkeret lige ude foran butikken mod Adelgade, får han sig en uventet oplevelse.
»Jeg giver en kort besked til mine ansatte og går så ud til bilen igen med en papkasse mere. Og så sidder der en mand i bilen. Hvad sker der lige her? Manden er ved at gennemrode det hele. Min første tanke er, hvorfor sidder en ansat i min bil. Hvad mangler han? Men de er jo alle sammen inde i butikken,« fortæller Dan Emborg, medejer af 24/7 Låseservice – også kendt som Kvikkerten.
Uden at tænke tager Dan Emborg sagen i egen hånd.
»Jeg får ham ud af bilen, og han prøver at stikke af. Han siger, det er en fejl og spørger, hvad der sker. Det kan du godt glemme, makker. Jeg trækker ham med ind i butikken og får lukket døren efter mig, og så beder jeg min ansatte bag disken om at ringe til politiet. Uanset hvor skidt man har det, så tolererer vi ikke indbrud og tyveriforsøg. Det er det, vi er sat i verden for at forhindre. Manden havde det tydeligvis dårligt. Han var narkoman, kunne jeg forstå på politiet, og det fortalte han mig også selv. Men han ville rigtig gerne have, at jeg lod ham gå. Èn ting er sikkert: Jeg accepterer ikke, at du forsøger at stjæle min bil,« fortæller Dan Emborg.
Dan Emborg låser hurtigt butikken – både for mandens og kundernes skyld.
Vild panik
»Han er fuldstændig panisk. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han skylder penge. Han nåede at åbne handskerummet og putte noget affald i lommen, men hensigten er der slet ikke nogen tvivl om. Da politiet henter ham, er de på fornavn med ham og kender hans mønster,« fortæller Dan Emborg.
Butiksejeren har kun én tanke undervejs.
»Uanset hvad folks problemer er, handler det for mig om at stoppe indbruddet. Så må de slås med deres problemer senere. Jeg sidder også med en tanke om, at han bare ville have brudt ind i en anden bil fem minutter senere. Det næste jeg så tænker på er, om det var rigtigt af mig at trække ham ind i butikken til de ansatte. Hvad hvis han havde haft en kniv? En ting er, at jeg føler mig stor og stærk i situationen på grund af adrenalinen, der kører rundt, men hvad med de ansattes sikkerhed? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have gjort det på samme måde igen,« lyder det fra Dan Emborg, der på ingen måder havde set det komme.
»Det er et af de sidste steder, jeg kunne forestille mig, der blev stjålet fra. Et sikkerhedsfirma. Det virker heller ikke som noget, der var gennemtænkt af ham,« fortæller Dan Emborg.
Imens det hele står på i butikken, møder de ansatte kunderne uden for butikken.
»Vi møder stor forståelse fra kunderne, som bare kan komme tilbage på et senere tidspunkt. Det sker ved middagstid, så vi rammer lige det tidspunkt, hvor folk har frokosttid og har tid til at løbe nogle ærinder.«
Efter en god halv time åbner butikken som normalt igen.
På det tidspunkt har politiet haft manden med i baglokalet og bagefter taget ham med i en patruljevogn.
»Vi fik en anmeldelse fra en mand, der tilbageholdt en person, som var i færd med at stjæle hans varebil. Da politiet kommer frem gennemser de hans rygsæk og finder noget, der ligner indbrudskoster. Vi tager ud og ransager hans bopæl, og finder en del flere effekter,« fortæller politikommissær Michael Gadeberg fra Sydøstjyllands Politi.
Ifølge Sydøstjyllands Politi kan den anholdte mand – en 50-årig mand fra Tranbjerg – genkendes fra overvågningsvideoer.
»Han bliver sigtet for ni forskellige forhold, herunder brugstyveri og indbrud, og løsladt kl. 15.53, da der ikke er nok til at fremstille ham i et grundlovsforhør,« lyder det fra politikommissæren.
Kig på sikkerheden
På den anden side af det hele er Dan Emborg glad for, at han tog affære.
»Vi tog et møde bagefter om, hvordan de ansatte i butikken havde det. De var bare sure. Det var deres umiddelbare reaktion. Jeg havde lidt svært ved at koncentrere mig resten af dagen. Det skal jeg være ærlig at sige,« lyder det fra Dan Emborg, der sidder tilbage med en klar opfordring til folk.
»Vi er nødt til at kigge på sikkerheden. Jeg havde ikke forventet, at der ville komme indbrud i min bil. Jeg var væk fra bilen i et par minutter max og havde ikke forventet indbrud - særligt ikke i Skanderborg by. Så jeg vil helt klart opfordre folk til at tage det seriøst og få opgraderet sine låse.«