Forhutlet mand ville køre fra politiet på flade dæk
Langsommelig biljagt endte ved bom efter flere mærkværdige forsøg på at stikke af fra politiet.
Sydøstjyllands Politi modtog onsdag, klokken 06.52, en anmeldelse fra en mand på Slotsholmen i Skanderborg. Manden fortæller, at der sad en mand i hans bil, da han kom ud til den om morgenen.
Da han henvendte sig til manden, stak denne af i en hvid Renault Zoe... med flade dæk. Det oplyser politikommissær Michael Gadeberg fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet sendte efterfølgende en efterlysning ud til samtlige patruljer med instrukser om at holde øje med den hvide Renault. Omkring klokken 07 modtog politiet så et opkald fra hotellet Skanderborghus, hvor en forhutlet mand havde låst sig inde på hotellets toilet.
Da politiet ankom, hjalp de personalet med at få manden ud fra toilettet og bortviste ham fra hotellet.
Politiet satte på det tidspunkt ikke episoden i forbindelse med den efterlyste mand, da den hvide Renault ikke blev set ved hotellet. Patruljerne fortsatte derfor eftersøgningen. Klokken 08.11 spottede en patrulje den hvide bil.
Nu begyndte en biljagt gennem Dyrehaven i Skanderborg på de små stisystemer. Jagten endte ved en bom klokken 8.14, hvor køretøjet forsøgte at slippe væk ved at bakke ind i politibilen.
Manden blev anholdt klokken 08.15 efter en biljagt, der varede blot fire minutter og foregik med en hastighed på 30 kilometer i timen på grund af de punkterede dæk.
Den 25-årige mand, som kom fra Horsens, blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og for at køre bil i narkopåvirket tilstand.
I bilen fandt politiet også en havelampe, som manden ikke kunne redegøre for. Ved en efterfølgende ransagning på hans bopæl fandt politiet yderligere tyvekoster, og han blev derfor også sigtet for tyveri.
Den 25-årige undgik at blive fremstillet i grundlovsforhør, da der ikke var nok beviser til det, og blev løsladt klokken 16.30. Inden løsladelsen nåede han dog at høste yderligere et par sigtelser.
Da han var på hospitalet klokken 08.40 for at få udtaget en blodprøve, fornærmede han politiet ved at kalde dem blandt andet »ludere« og »dumme fucking pansersvin«. Dette gentog han senere i detentionen, hvor han også kastede en kop vand i hovedet på en betjent.
Han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale af politiet.
Michael Gadeberg fra Sydøstjyllands Politi konstaterer: »Det var en skidt dag for ham.«