Første gang i 25 år: Randers er fri for rockerborge
Kommunen og politiets samarbejde om at stoppe rockeraktivitet har båret frugt.
I en fælles indsats fra Randers Kommune og Østjyllands Politi er det lykkedes, at der for første gang i 25 år ikke er rockere med et fast tilholdssted i byen.
Det viser et nyligt gennemført tilsyn, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
»Det er en virkelig god nyhed. Det viser, at et tæt samarbejde med Østjyllands Politi og forbud mod at samles gør en stor forskel. Vi har nul tolerance over for rockergrupper, og nu er der for første gang i 25 år ikke et fast tilholdssted i Randers,« siger borgmester Torben Hansen (S) i pressemeddelelsen.
Forbud og loven i hånden
Kommunen og Østjyllands Politi arbejder sammen i en arbejdsgruppe om nøje at følge udviklingen for løbende at vurdere, hvordan man forhindrer rockerklubber i at slå sig ned.
Det har blandt andet ført til samlingsstedsforbud mod, at rockergruppen Hells Angels og støttegruppen AK81 måtte samles i deres klubhus på Rådmands Boulevard i Randers.
Rockergruppen Comanches og gruppens støttegrupper blev udsat for et lignende samlingsstedsforbud i en ejendom på Strømmen i Randers. Samlingsstedsforbud kan udstedes, hvis det er utryghedsskabende for naboer.
Arbejdsgruppen har også med anden lovgivning, for eksempel byggeloven, set nærmere på, hvad der foregik i ejendomme, og om de var godkendt til det, de blev benyttet til. Det var ikke tilfældet på Bogensevej i Randers, hvor der også var rockerklubaktivitet.
Er ikke »så naive«
På et nyligt gennemført tilsyn på Strømmen og Bogensevej var begge adresser tømt for inventar, og der var ikke længere nogen indikationer på, at der blev bedrevet klubaktiviteter.
»Vi har adskillige eksempler på, at medlemmer af rockergrupperinger er involveret i alvorlig kriminalitet, og vi bruger alle de værktøjer, vi kan, for at slå hårdt ned på grupperingerne og gøre det svært for dem at manifestere sig og rekruttere nye medlemmer,« siger politidirektør Kirsten Dyrman og fortsætter:
»Vi er ikke så naive, at vi tror, at der nu ikke er rockere eller bandemedlemmer i byen mere, men det er blevet markant sværere at være rocker i Randers, og det er en god nyhed for både politi, kommune og borgerne.«
Hun understreger, at politiet fortsætter med at monitorere rocker-bandemiljøet meget nøje, og de følger løbende med i, hvad rockergrupperingerne foretager sig.
»Med det tætte samarbejde mellem kommune og politi kan det være temmelig stressende at være rocker i Randers. Og sådan skal det også være. Jeg vil gerne anerkende og sige tak for et rigtig godt samarbejde med Østjyllands Politi, som vi er glade for at fortsætte,« siger Torben Hansen.