Fortsæt til indhold

Vidne søges: Så du manden, der lå på asfalten midt i Aarhus?

Østjyllands Politi efterlyser vidner, og særligt en bestemt kvinde, i forbindelse med efterforskningen af en sag fra 27. november.

Krimi

Østjyllands Politi vil meget gerne tale med en kvinde, der sent om aftenen 27. november var i kontakt med en »relativt høj« 28-årig somalisk mand ved et busstoppested på Langelandsgade over for Skt. Markus Kirke i Aarhus.

Det særlige ved situationen er, at manden kort forinden var blevet skubbet ud af en bil og ned på fortovet. Manden havde nogle skader i ansigtet og lå og kastede op.

Kvinden spurgte, om hun skulle tilkalde en ambulance, men det afviste manden. Han spurgte, hvad klokken var, og kvinden fortalte ham, at klokken var 23.

Den 28-årige har efterfølgende anmeldt sagen til politiet, og Østjyllands Politi er i gang med at efterforske sagen.

Politiet vil meget gerne i kontakt med den omtalte kvinde.

»Er det dig, eller har du kendskab til episoden, så hører politiet gerne fra dig,« står der i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Du kan ringe 114, hvis du har oplysninger til sagen.

Af hensyn til efterforskningen ønsker Østjyllands Politi p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.