Unge hærgede hal: »Nu gider vi ikke mere – nok er nok«
Unge har skaffet sig ulovlig adgang til gymnastiksal og lavet hærværk. Hal-formand er ærgerlig, men ønsker dialog frem for straf.
En gymnastiksal med smadrede flasker, cigaretskodder og ødelagt inventar. Det var resultatet af en gruppe unges fest i Søften Kultur- og Idrætscenter i weekenden mellem jul og nytår.
De unge havde skaffet sig adgang til hallen på ulovlig vis, hvilket ikke er første gang.
Hidtil har politiet ikke været involveret, men denne gang er videoovervågning fra stedet blevet overleveret til ordensmagten.
»Nu gider vi ikke mere – nok er nok,« siger Søren Dal Andersen, der er formand for bestyrelsen i Søften Kultur- og Idrætscenter, også kaldet SKIC.
På trods af dette ønsker Søren Dal Andersen, der i øvrigt også er formand for Lokalforening Vores Søften, ikke at straffe de unge:
»Jeg er godt klar over, at man kan kede sig som ungt menneske, så jeg vil meget hellere i dialog med dem: Hvad er det, I ønsker jer? Hvad mangler I? Er der et tilbud, som vi i lokalforeningen i samarbejde med kommunen kan lave for at begrænse det her,« siger han og fortsætter:
»Det går ud over så mange, at nogle keder sig lidt. Det kan ikke være rigtigt, at det skal være sådan.«
I et Facebook-opslag opfordrer formanden også alle forældre til at tage en snak med deres børn om at »have respekt for fællesskabets muligheder.«
»Jeg rammer jo ikke de unge med hverken mit opslag eller en artikel i avisen. Selv hvis jeg lavede en tiktok-video, ville jeg formentlig ikke ramme dem,« siger han i en trods alt humoristisk tone.
»Nu prøver vi at række ud med dialog. Jeg er ikke sikker på, at vi får den ønskede effekt, men hvis vi ikke prøver at gøre noget, så sker der i hvert fald slet ingenting.«
Åbner branddøre
Søren Dal Andersen fortæller, at der i det seneste tilfælde af »fest uden for den regulære åbningstid« er tale om både gengangere og nye personer fra cirka syvende klasse og op efter. Nogle få er ældre end folkeskolen.
De går ind, mens hallen er åben og sørger for eksempelvis at åbne branddøre. På den måde kan de senere sikre sig adgang.
»Så det er jo sådan set indbrud, for de skaffer sig adgang til et sted, de ikke må være,« siger Søren Dal Andersen.
Han forklarer, at hallen oftest ikke er låst i løbet af dagen.
»I SKIC har vi valgt at sige, at vi ikke ønsker, hallen skal være Fort Knox. Vi vil gerne have, at hallen er et mødested, og normalt er der jo altid aktivitet fra foreninger på stedet,« siger formanden.
»Men vi er da selvfølgelig nødt til at tage op til overvejelse, om vi skal til at lave det til Fort Knox? Vi må stille os selv spørgsmålet, om vi er for flinke af os?«
Nu er hallen lukket af, og de frivillige omkring hallen sørger for ekstra meget rundering og bevågenhed omkring stedet. Derudover vil der komme alarmer på alle branddøre. Da det er kommunen, som ejer bygningerne, sker det i dialog med kommunen.
»Og dialogen er intensiveret nu,« siger Søren Dal Andersen, som ikke vil komme nærmere ind på hvilket inventar, der er ødelagt – han har ej heller overblik over, hvad det vil koste at erstatte inventaret.