Fortsæt til indhold

Afspærrer bymidte og sætter tv-overvågning op

»Vi vil i forvejen være ekstra synligt til stede med flere betjente på gaden end normalt,« siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Voss Olsen forud for nytårsfejringen i landets næststørste by.

Krimi
am

På baggrund af erfaringerne fra de senere år forventer Østjyllands Politi også i år, at mange mennesker vil samles på Store Torv i det centrale Aarhus i forbindelse med nytårsfejringen om aftenen den 31. december og natten til den 1. januar.

Og i den forbindelse opsætter Østjyllands Politi igen i år en midlertidig tv-overvågning på stedet for på bedst vis at kunne følge med i nytårsfejringen.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

»Vi vil i forvejen være ekstra synligt til stede med flere betjente på gaden end normalt, men tv-overvågningen giver os også nogle gode muligheder for aftenen igennem at kunne følge med i situationen omkring Store Torv, hvor mange mennesker traditionen tro vælger at samle sig i forbindelse med nytårsfejringen,« siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Voss Olsen.

Politiet kommer særligt til at være opmærksomme på uforsvarlig affyring af fyrværkeri samt andre former for kriminalitet, som kan opstå, når mange mennesker er forsamlet på et mindre geografisk område.

Afspærringer

Foruden tv-overvågningen kommer der også en række midlertidige trafikale afspærringer på flere udvalgte veje i det centrale Aarhus, der ifølge politiet skal sikre, at de mange festglade østjyder kan færdes sikkert og trygt i Aarhus midtby i forbindelse med nytårsfejringen.

Tv-overvågningen og de trafikale afspærringer, der opsættes i samarbejde med Aarhus Kommune, er en del af en helhedsorienteret indsats mod kriminalitet begået nytårsaften.

Tv-overvågningen og de midlertidige trafikale afspærringer vil blive sat i drift onsdag den 31. december kl. 18 og vil blive taget ned igen torsdag den 1. januar 2026 kl. 10. Der vil blive skiltet med information de steder, hvor tv-overvågningen og afspærringerne er sat op, skriver politiet.

Det vil stadig være muligt for redningskøretøjer at komme frem gennem afspærringerne, hvis det måtte blive nødvendigt i løbet af nytårsfejringen, oplyser Østjyllands Politi.