Fortsæt til indhold

I 2026 »forandres det brandvæsen, som vi kender«

Østjyllands Brandvæsen har fået ekstra muskler. En mandskabsopgradering betyder nu, at døgnstationerne kan »klare det meste selv«.

Krimi
am

Allerede nytårsaften tog Østjyllands Brandvæsen forskud på glæderne og tyvstartede den mandskabsopgradering, som det lokale beredskab får glæde af i 2026.

For Østjyllands Brandvæsen, der løser opgaver i Aarhus, Skanderborg, Odder og på Samsø, øger antallet af medarbejdere, der er på døgnvagt i Aarhus, med seks hoveder.

Det oplyser beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl i sin nytårshilsen på Østjyllands Brandvæsens Facebook-side.

»Allerede den 1. januar 2026 kl. 08.00 forandres det brandvæsen, som vi kender. Der løftes beredskabet i Aarhus nemlig med 6 ekstra brandfolk på døgnvagt.«

»På grund af nytåret tyvstarter vi lidt, så faktisk allerede fra i dag (31. december 2025, red.) kl. 16.00 går vi fra 18 brandfolk til 24 brandfolk på døgnvagt,« skriver beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl.

De seks ekstra brandfolk betyder, at alle tre døgnbemandede brandstationer i Aarhus; Aarhus Nord, Aarhus City og Aarhus Syd, fremover rykker ud med én holdleder og syv brandfolk i stedet for én holdleder og fem brandfolk.

»Fremover behøves vi ikke at vælge, om vi vil have vand nok med i en tankvogn, eller om vi vil kunne redde i højden med en drejestige. Indtil nu har vi sendt det på hjul, som vi forventede at få brug for først. Resten er så sendt fra andre stationer, og det har betydet, at vi svækkede beredskabet andre steder i byen,« skriver Kasper Sønderdahl.

Med mandskabsudvidelsen kan de tre døgnstationer »klare det meste selv« – uden at skulle trække på nabostationerne, og det kommer ifølge beredskabsdirektøren til at give »bedre beredskab for alle,« skriver Kasper Sønderdahl, der også sender en tak til kommunalbestyrelserne i de fire østjyske kommuner bag brandvæsenet.