Fortsæt til indhold

Vild biljagt endte i uheld – fem politivogne var efter 29-årig

29-årig mand er blandt andet sigtet for salg og besiddelse af narko og for narkokørsel.

Krimi

Det er ikke hver nat, fem patruljevogne jagter en bil i Aarhus-bydelen Kolt, men det var tilfældet natten til mandag 5. januar.

Biljagten kulminerede i, at en 29-årig mand omkring klokken 01 forulykkede med sin bil ved krydset mellem Kolt Østervej og Kolt Kirkevej, oplyser Østjyllands Politi til dette medie.

Inden det gik galt for den 29-årige, kørte han flere gange over 100 km/t i 50 km/t zoner samt venstre om et helleanlæg.

Politiets eftersættelse startede, da en patruljes automatiske nummerpladegenkendelse slog ud, som patruljen kørte forbi den 29-årige mands bil i krydset mellem Ringvej Syd og Christian X’s Vej. Bilen var registreret som tilhørende en person, der var frakendt førerretten.

At den 29-årige ikke var interesseret i at snakke med betjente fra Østjyllands Politi, hænger formentlig sammen med, at han kørte rundt med flere tasker med blandt andet kokain, ketamin, skunk, hash og svampe.

Den 29-årige mand blev efter uheldet kørt på hospitalet til observation, men han er ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, melder politiet.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag 5. januar klokken 13 den 29-årige mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Han er sigtet for salg og besiddelse af narko, for narkokørsel og for flere overtrædelser af færdselsloven.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Den 29-åriges bil er blevet beslaglagt med henblik på konfiskation.