Stor politi-razzia i midtbyen – gennemgår busserne ved rutebilstationen én for én
Ifølge Midttrafik kan den omfattende kontrol give forsinkelser.
En stor politi-razzia er tirsdag formiddag i gang på Aarhus Rutebilstation, hvor Færdselsstyrelsen og Nordjyllands Politis Tungtvognscenter Nord undersøger busserne én efter én.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Kontrollen finder sted kort tid efter et frontalt sammenstød mellem to busser på Landevejen mellem Rønde og Hornslet.
Ifølge lokalmediets oplysninger har myndighederne indtil videre undersøgt omkring tyve busser og fundet fejl på en håndfuld af dem.
Fejlene omfatter blandt andet bremser, udledning, brandslukningsudstyr og nødåbning af døre. Midttrafik oplyser, at razziaen kan føre til forsinkelser eller aflysninger i busdriften.
»Det er rigtigt godt, at myndighederne af hensyn til passagerer og chauffører nu gennemfører en kontrol. Dem burde der være flere af,« vurderer Per Nielsen, buschauffør og tillidsmand for chaufførerne hos Herning Turist, til Århus Stiftstidende.