Fortsæt til indhold

Video afslører: Kort inden brand brød ud i butik, ankom to maskerede personer med en benzin-dunk i hånden

Og pludselig flammede butikken op, og så var de to personer væk. Nu efterlyser Østjyllands Politi to gerningspersoner til en påsat brand nær Skejby Centret i det nordlige Aarhus.

Krimi
am

20. november var der brand i et minimarked tæt på Skejby Centret i det nordlige Aarhus.

Politiet har tidligere meldt ud, at man efterforsker branden som påsat, men nu offentliggør Østjyllands Politi så en video fra gerningsstedet – kort inden branden brød ud i butikken.

I forbindelse med efterforskningen af den påsatte brand i et minimarked på Skelagervej beder politiet offentligheden om hjælp til at identificere to gerningspersoner.

To maskerede personer ankom kort inden brand brød ud ved et minimarked på Skelagervej få meter fra Skejby Centret. Skærmfoto fra video: Østjyllands Politi

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Af videoovervågningen på stedet fremgår det, at to personer ankom til adressen kl. 01.02 på en scooter.

To maskerede personer ankom kort inden branden ved et minimarked på Skelagervej. Skærmfoto fra video: Østjyllands Politi

Ifølge politiet kan man af det videomateriale, man har haft til rådighed, se, at de to personer medbragte en brændstofdunk – eller benzindunk – og gik derefter ind til bygningens bagdør, hvor de knuste en rude og åbnede døren, så de kunne træde ind.

Efter et kort ophold inde i bygningen forlod de stedet ad bagdøren, som det derefter brændte ud af.

De to personer forlod få minutter efter stedet, medbringende dunken. De kørte derfra på scooter i retning mod syd, ligeud til de nåede stien, der løber langs Skejby Busvej. Her fulgte de stien til højre mod syd, skriver Østjyllands Politi.

De forlod stedet i sydgående retning. Kort: Google Maps

Føreren af knallerten var iklædt en blå jakke og medbragte en sort fem-liters brændstofdunk med hvidt skruelåg. Scooterens passager var iklædt mørkt tøj og medbragte, hvad der lignede en stor sten.

Østjyllands Politi håber nu, at nogen kan genkende en eller begge personer på videoen.

Har man oplysninger om, hvem gerningspersonerne kan være, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Det var først næste morgen, 21. november, omkring 7-tiden, at Østjyllands Brandvæsen blev alarmeret og som hurtigt slukkede branden, men det betød også, at der var delvist spærret af i et området omkring minimarkedet, der ligger få meter fra butikscenteret Skejby Centeret.