Politi slår til mod mistænkeligt iransk skib i Aarhus Havn
Der vil blive gennemført en ransagning på skibet, oplyser NSK.
Et mistænkeligt containerskib, som sejler under iransk flag, sejler nu mod havnen i Aarhus, hvor politiet vil ransage det.
Det skriver TV2.
Omkring klokken 18.30 befinder skibet sig ved Hasnæs på Djursland.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) oplyser på politiets hjemmeside, at der vil blive gennemført en ransagning på skibet.
Hvad sagen nærmere drejer sig om, oplyses ikke.
»NSK ønsker ikke at kommentere yderligere på nuværende tidspunkt,« lyder det i meddelelsen.
Data over skibstrafik viser, skriver TV2, at skibet ved navn Nora har kurs mod Aarhus efter at have ligget stille i ugevis i Kattegat.
Opslag i databaser over sanktionerede skibe viser, at Nora, der for et par måneder siden skiftede navn fra Cerus, er omfattet af sanktioner fra de amerikanske myndigheder.
Af databaserne fremgår det ligeledes, at der er tale om et omkring 225 meter langt skib, som senest har været i havn i Sankt Petersborg i Rusland, for 48 dage siden.
Skibet er ifølge de amerikanske myndigheder med i et stort netværk af skyggeflådeskibe, der drives af den iranske forretningsmand Mohammad Hossein Shamkhani, skriver TV2.
National enhed for Særlig Kriminalitet er en operativ enhed under politiet, som opererer på tværs af landets politikredse. Typisk er det større efterforskninger af organiseret kriminalitet, for eksempel narkokriminalitet, der er forankret i enheden.
Det er endnu uvist, hvornår skibet ventes at ankomme til havnen samt at få oplyst grundlaget for ransagningen.