Kvinde sigtet efter episode ved vælgermøde
Kvinden blev afhørt og sigtet i går.
I forbindelse med efterforskningen af en episode ved et vælgermøde i Generationernes Hus på Aarhus Ø. torsdag aften, har Østjyllands Politi nu sigtet en kvinde for vold.
Volden blev begået mod Alternativets Gitte Dreier Jacobsen, der stiller op til folketingsvalget i Østjyllands Storkreds.
Efter mødet blev hun ifølge Alternativet forfulgt af flere personer.
Kvinden blev afhørt og sigtet i går.
»Vi er fortsat i gang med at efterforske sagen, og vi kommer ikke til at oplyse yderligere om sagen i dag,« skriver politiet i en pressemeddelelse.
Alternativet oplyste fredag, at Gitte Dreier Jacobsen efter vælgermødet i Aarhus blev forfulgt af flere personer, og at der blev råbt beskyldninger om dyremishandling med hende.
Partiet har oplyst, at hun blev slået i maven og fik sin telefon slået ud af hånden.
Gitte Dreier Jacobsen danner par med Torsten Gejl, der siden 2015 har været medlem af Folketinget for Alternativet.
Det var folketingsmedlem Kirsten Normann Andersen (SF), der ringede 112 efter hændelsen. Det skriver TV2 Østjylland.
»Vi blev omringet, og jeg så, at der blev langet ud efter hende. Jeg gik imellem sammen med min kampagneleder, mens jeg havde politiet i røret,« fortalte hun fredag.
Det er kun knap to uger siden, at Gitte Dreier Jacobsen meddelte, at hun var blevet kandidat til folketingsvalget. Til daglig er hun kommunikations- og pressechef i Muskelsvindsfonden.
Østjyllands Politi oplyste fredag, at det tager hændelsen seriøst.
»Vi tager trussels- og voldssager mod politikere meget alvorligt, for det er en af vores opgaver at sikre, at alle kan deltage frit i den demokratiske debat,« sagde efterforskningschef Flemming Nørgaard i en pressemeddelelse fredag.