Fortsæt til indhold

Taxachauffører skynder sig væk, når de ser politiet – så mandag troppede betjent op i civilt tøj

Både cyklister og taxachauffører fik bøder, da Østjyllands Politi gennemførte kontrol i Aarhus Midtby mandag.

Krimi
jwh

Flere færdselsbetjente fra Østjyllands Politi var mandag morgen til stede forskellige steder i Aarhus Midtby for at foretage en cykel- og taxakontrol, fremgår det af døgnrapporten.

Kontrollen af taxaerne var primært rettet mod parkeringsarealet foran banegården i Aarhus, hvor der på grund af ombygning i øjeblikket kun er holdepladser.

Det betyder, at man ikke må parkere længere end fire minutter, men ifølge Østjyllands Politi har betjente tidligere erfaret, at flere taxachauffører alligevel bruger pladserne som taxaparkering. Udfordringen har dog ifølge politiet været, at taxachaufførerne skynder sig væk, så snart de ser en betjent eller patruljevogn.

Derfor havde Østjyllands Politi mandag stillet en observatør i civilt tøj ved pladserne, og han noterede i løbet af en relativt kort periode 10 taxaer, der holdt parkeret langt over den tilladte tid.

Det kostede hver taxachauffør en bøde på 1.500 kroner, fremgår det af døgnrapporten.

Andre steder i byen var det cyklister, der ikke kunne finde ud af at overholde færdselsreglerne. 21 cyklister kan se frem til en bøde på 700 kroner for at have cyklet over et fodgængerfelt, mens 18 cyklister står til en bøde på 1.000 kroner for at have kørt mod færdselsretningen eller ind ad en vej, hvor der var indkørsel forbudt, fremgår det af døgnrapporten.

Selvom indsatsen var rettet mod cyklister og taxaer, blev nogle bilister alligevel også skrevet i politiets bødeapp. 10 bilister blev taget i at køre rundt med mobilen i hånden.