27-årig udleveret fra England: Endnu en mistænkt i grov voldtægtssag er anholdt
To mænd var internationalt efterlyst i grov voldtægtssag. Nu har Østjyllands Politi hentet dem begge i England.
Opdateret: Den 27-årige mand blev ved grundlovsforhøret 27. marts varetægtsfængslet i foreløbigt tre uger frem til fredag 17. april, hvor også fristen for den anden anholdte 27-årige mand i samme sag udløber. Manden nægter sig skyldig. Han kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten. Det oplyser Østjyllands Politi.
Betjente fra Østjyllands Politi har igen været i England for at få udleveret en person, der er mistænkt i en voldtægtssag fra Langenæs i Aarhus C i september 2024.
Der er tale om en 27-årig mand fra Eritrea.
Manden blev anholdt klokken 13.19, da han torsdag eftermiddag landede på dansk jord i Kastrup Lufthavn.
Den 27-årige mand vil fredag formiddag klokken 9.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning af hensyn til efterforskningen.
I februar var betjente fra Østjyllands Politi ligeledes i England angående samme sag – dengang gjaldt det en 27-årig mand.
Der er tale om en sag, hvor en dengang 37-årig kvinde blandt andet blev udsat for en grov voldtægt og frihedsberøvelse begået af flere mænd.
Episoden fandt sted i en lejlighed på Langenæs Allé om morgenen og om formiddagen 17. august 2024, inden det lykkedes kvinden at komme ud fra stedet og opsøge hjælp hos nogle tilfældigt forbipasserende, hvorefter politiet blev informeret om sagen.
I forbindelse med politiets indledende efterforskning af sagen blev tre mænd anholdt og varetægtsfængslet, men to af dem blev kort tid efter løsladt.
To øvrige mistænkte medgerningsmænd var nået at flygte til udlandet, inden politiet fik kontakt til dem, og de blev derfor begge internationalt efterlyst med navn og billede.
Begge mænd er altså nu i politiets varetægt.
Én er allerede dømt
Tilbage i februar 2025 blev en dengang 33-årig mand idømt tre års fængsel for i forening med to medgerningsmænd at have udsat den 37-årige kvinde for den alvorlige voldtægtsforbrydelse på Langenæs i Aarhus C.
Den 33-årige mand – der ligeledes er eritreisk statsborger – blev ved Retten i Aarhus dømt for at have voldtaget kvinden, mens de to navngivne og efterlyste medgerningsmænd havde fastholdt hende.
Den i forvejen dømte gerningsmand i sagen sidder fortsat fængslet.