Fortsæt til indhold

Mænd på rov ved Superbrugsen - heldigvis blandede mand sig og kan give signalement

To udenlandske mænd ville stjæle paller fra Superbrugsen i Hørning, men det gik ikke som planlagt.

Krimi
sb

Det var ikke verdens største tyveri, de havde gang i. Til gengæld gik det ikke efter planen.

To mænd var torsdag 9. april omkring klokken 10.25 godt i gang med at læsse 12 kvartpaller ind i en hvid Mercedes-Benz Sprinter varebil ved Superbrugsen Hørning, da en lokal mand henvendte sig til dem og satte spørgsmålstegn ved deres initiativ.

Lidt mere præcist sagde manden, at det måtte de ikke, da pallerne ikke var deres, og den pointe kunne de to udenlandske mænd tilsyneladende godt forstå, for de begyndte at stille pallerne tilbage. Det ændrer ikke ved, at mændenes gerning kvalificerer som forsøg på tyveri, der her til lands er strafbart på linje med fuldbyrdet tyveri.

Den lokale mand, der satte en stopper for tyveriet, har givet et næsten identisk signalement af de to mænd. De er begge omkring 30 år, 170 centimeter høje, med kortklippet gråligt hår og gråligt skæg, udenlandsk udseende og engelsktalende med accent, iført sort/mørkt joggingtøj. Den ene havde mørke sko på, mens den anden var iført sandaler.

Skulle nogen have oplysninger, der kan hjælpe politiet med at finde de to mænd, kan man ringe til Sydøstjyllands Politi på telefonnummer 114.