Krucifiks stjålet for anden gang: Nu kan kirke ikke genskabe det, for manden bag er død
Krucifikset har stor affektionsværdi for de ansatte i Hørning Kirke.
Et forgyldt jernkrucifiks blev mellem torsdag og fredag 9.-10 april stjålet fra Hørning Kirke.
Det oplyser kordegn ved kirken Jørgen Lundholm til dette medie.
Tyvene brød et vindue i kirkeskibet op og forlod kirken med jernkrucifikset, der er lavet af billedhugger Erik Heide.
»Det er anden gang, det bliver stjålet. Det oprindelige blev stjålet i 2013, og dengang lavede Erik Heide et nyt til os. Men det kan han ikke nu, for han er død,« siger Jørgen Lundholm.
Hørning Kirke betalte 52.500 kroner for at få genskabt krucifikset. Det er dog ikke et tabt pengebeløb, der går Jørgen Lundholm på.
»Det er skideærgerligt for at være helt ærlig. Krucifikset har stor affektionsværdi for os, fordi det er lavet til kirken, og det er en del af alterudsmykningen,« siger Jørgen Lundholm.
For nylig kunne sognepræst Thomas Frøkjær efter et tip hente to tunge lysestager, en messingdåbskande og 43 sølvkalke op af et vandløb i Viby. Kirkesølvet tilhørte Tilst Kirke, der nu har fået det tilbage.
Den historie giver Jørgen Lundholm et lille håb om, at sølvkrucifikset, der måler omkring 40 centimeter i højden og 20 centimeter i bredden, kan finde vej tilbage til Hørning Kirke.
»Det kunne være skønt, hvis det kom tilbage. Det er svært omsætteligt, fordi der står så meget på. Det er bare jern med malet bladguld på, så det ser forgyldt ud, så det har ikke en stor værdi,« siger han.