Ukrudtsbrænder satte ild i skråning ved hus
Beredskabet var lynhurtigt fremme ved ukrudtsbrænder-brand tæt på et hus på Søskrænten i Ebeltoft. Brandfolkene fik hurtigt tingene under kontrol, før der skete større skader.
En borger fik lørdag formiddag antændt en skråning op mod et hus på Søskrænten i Ebeltoft under brug af en ukrudtsbrænder.
Brandfolkene fra stationen i Ebeltoft blev hurtigt tilkaldt og var kort efter fremme på adressen. Her lykkedes det brandfolkene at få ilden under kontrol og slukket, inden flammerne nåede huset.
Ingen kom til skade ved episoden, og der skete ingen skade på selve huset, fortæller avisens mand på åstedet.