Fortsæt til indhold

Tre indbrud i samme bydel i weekenden

Gerningsmænd har brudt ind i tre huse. Politiet mangler stadig detaljer om tyveriernes omfang.

Krimi

I weekenden har ukendte gerningsmænd været på spil flere steder i Stilling-bydelen Gram ved Skanderborg.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Det ene indbrud er begået på Glentehøjen. Her er et vindue blevet »revet op« søndag klokken 2.30. Herefter har tyvene været inde i huset, inden de gik ud igen via en terrassedør.

Ifølge politiet er der endnu ikke et overblik over, hvad der er stjålet fra stedet.

Derudover er der begået to indbrud på Følfodhøjen.

Det ene sted har gerningsmændene været forbi mellem fredag klokken 12 og søndag klokken 21.10. På stedet er der knust en rude i døren til soveværelset, hvorefter tyvene har været rundt inde i huset. Heller ikke her er der endnu et overblik over, hvad der er stjålet.

Med det andet indbrud kan gerningstidsrummet måske snævres lidt ind. Det er nemlig sket mellem lørdag klokken 11.30 og søndag klokken 20.05. Her er tyvene også kommet ind i huset gennem en knust rude. Fra stedet er der stjålet ur, smykker og kontanter til en på nuværende tidspunkt ukendt værdi.