Det har vrimlet med betjente i mindre østjysk by – mistænkeligt forhold fik politiet til at rykke talstærkt ud
Østjyllands Politi rykkede mandag formiddag ud på Djursland for at undersøge et mistænkeligt forhold, hvor busser også blev dirigeret væk fra området.
Opdatering kl. 17.30: Østjyllands Politi oplyser, at man nu har fået kontakt til personen, og politiet forventer at kunne afslutte aktionen inden for de næste timer.
Østjyllands Politi har i løbet af mandag forsøgt at komme i kontakt med en person, der formodes at befinde sig på en adresse i Handrup nær Ebeltoft.
Politiets tilstedeværelse betyder, at busser i området har fået ændret deres ruter i forbindelse med politiaktionen.
Det oplyser Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Der er umiddelbart ingen fare for personer i området.
Klokken 11.29 oplyste Østjyllands Politi, at flere patruljer var på vej til Djursland i forbindelse med undersøgelsen af et mistænkeligt forhold.
Kort før klokken 16 var politiet fortsat på stedet og forsøgte at få kontakt til personen. Det fortæller politiets presseafdeling til Ritzau.
Fotos fra stedet viser, at politiet har været til stede med flere køretøjer nær Handrup Kirke.
Sagen har dog intet med kirken at gøre, fastslår Østjyllands Politi over for Ritzau.
Personen befinder sig på en privat adresse, lyder det.
Politiet opfordrer personer i området til at følge politiets anvisninger.
Hvorfor politiet vil i kontakt med den konkrete person, oplyses ikke.
Og kl. 17.30 har Østjyllands Politi meldt ud at man nu er kommet i kontakt med personen. Ifølge politiet forventes aktionen at slutte indenfor de næste timer.