Flere indbrud i dagtimerne i Hadsten og ved Hinnerup
Tre indbrud i private hjem er alle begået i dagtimerne.
Østjyllands Politi har op til pinse modtaget tre anmeldelser om indbrud i private hjem i Favrskov Kommune.
Det ene indbrud er sket på Nørreriisvej i Norring ved Hinnerup. Dette indbrud er ifølge døgnrapporten fra Østjyllands Politi begået fredag 22. maj kl. 13.39.
Omkring samme tidspunkt har der også været indbrud i en bolig på Neder Hadstenvej i den sydlige del af Hadsten. Dette indbrud er registreret til at være begået fredag 22. maj på et tidspunkt mellem kl. 10 og 14.
Det tredje indbrud er ligeledes begået i Hadsten. Det skete to dage tidligere, onsdag 20. maj kl. 11.40 på Sverigesvej, som ligger i den nordlige del af byen.
I forbindelse med indbrud i private hjem oplyser Østjyllands Politi ikke, hvad der måtte være blevet stjålet, og hvordan gerningspersonerne er kommet ind i boligen.