Fuld plade i Randers: Crackpiber, koben og kød-tyveri for 8.000
Onsdag tog betjente kontakt til tre personer i en bil.
En patrulje fra Østjyllands Politi blev onsdag klokken 19.46 opmærksom på en bil med tre personer, som var standset på Tørvebryggen i Randers Centrum.
Betjentene kunne se et par crackpiber ligge frit fremme i bilen, og derfor tog de kontakt til kvinden og de to mænd, der sad i køretøjet.
På bagsædet lå flere poser med dyrt kød, som stammede fra butikker, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Ved en ransagning af bilen fandt politiet i alt næsten 40 kilo oksekød samt en bærepose foret med stanniol. Sådan et remedie – en såkaldt russerpose – bruges typisk ved butikstyveri for at undgå alarmer.
Der lå også en dolk og et koben i bilen.
De tre personer havde svært ved at forklare meningsfuldt, hvor kødet kom fra. De blev alle sigtet for butikstyveri ved at have stjålet kød for mere end 8.000 kroner fra flere dagligvarebutikker.
Den ene mand blev desuden sigtet for overtrædelse af knivloven, da dolken tilhørte ham.
Der var umiddelbart ingen stoffer i crackpiberne eller bilen. Madvarerne og dolken blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.