Fortsæt til indhold

Politiet mistænker mindreårig dreng forsøgte at sætte midtby-ejendom i lys lue

I bygningen, som også huser en moské, lugtede det kraftigt af benzin flere steder, da betjentene ankom. Nu mistænker politiet, at en dreng har forsøgt at sætte ild til ejendommen.

Krimi

Østjyllands Politi måtte natten til den 26. maj rykke ud til Nørre Allé 34 i det centrale Aarhus, efter at man fik en anmeldelse om indbrud.

Men da betjentene ankom, lugtede det kraftigt af benzin flere steder, og de konstaterede, at der var hældt benzin ud flere steder i bygningen, og at der var forsøgt at sætte ild til det.

Adressen huser blandt andet en moské, hvilket også har indgået i den videre efterforskning af sagen, og nu er der nyt i sagen.

Foto: Presse-fotos.dk

For i en pressemeddelelse oplyser Østjyllands Politi, at man mistænker, at en mindreårig dreng stod bag et groft forsøg på brandstiftelse.

Politiet oplyser, at man har foretaget en række efterforskningsskridt, og at det var i mandags, at det lykkedes at finde frem til den pågældende dreng.

Drengen er under den kriminelle lavalder, og derfor er han heller ikke sigtet eller fremstillet i grundlovsforhør, men de sociale myndigheder er orienteret.

Foto: Presse-fotos.dk

Drengen har været afhørt af politiet, og sagen efterforskes fortsat hos Østjyllands Politi, skriver politikredsen.

»Vi mangler fortsat at klarlægge motivet og hændelsesforløbet, så der er stadig en del arbejde foran os. Vi er kommet et stort skridt videre, men vi skal have lagt nogle flere brikker, før vi har et samlet billede af sagen,« siger efterforskningsleder Flemming Nørgaard.

Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Østjyllands Politi p.t. ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen.