Bilforhandler afslørede udspekuleret svindel-forsøg i sidste øjeblik
En 21-årig mand med falske kvitteringer var mandag ved at narre endnu en bilforhandler i det østjyske. Men efter et telefonopkald mandag blev forhandleren pludselig mistænksom.
En ung bedrager med et særligt trick i ærmet, blev mandag afsløret af to bilforhandlere.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
For den 21-årige mand havde søndag henvendt sig til en bilforhandler i Silkeborg. Manden fortalte, at han havde en bil med, som han gerne ville sælge til dem. Han kunne fremvise kvitteringer for køb og andre relevante papirer, og bilforhandleren og manden blev endda også enige om en pris.
Den 21-årige forlod stedet uden bilen, da handlen var gået igennem og kun manglede den allersidste effektuering af betalingen.
Men dagen efter kontaktede han så forhandleren, da han havde opdaget, at han havde glemt sin pung i bilen, og i øvrigt rykkede for betalingen. Pungen ville han komme tilbage efter senere, og så kunne de samtidig afklare det sidste omkring betalingen.
Bilforhandleren fra Silkeborg blev dog i mellemtiden mistænksom her.
Forsøgte at sælge bilen flere steder
Og da han slog bilen op i deres interne systemer, kunne han se, at bilen allerede figurerede hos en anden filial på Sjælland.
Den 21-årige havde tilsyneladende forsøgt at sælge bilen flere steder. Silkeborg-forhandleren kontaktede derfor den forhandler i Risskov, som i sidste uge – ifølge den 21-åriges papirer – havde solgt bilen til den 21-årige.
Bilforhandleren i Risskov kunne imidlertid fortælle, at den 21-årige havde snydt dem i sidste uge, idet han havde fremvist en falsk kvittering for køb af bilen og derefter havde fået den udleveret.
Sammen skyndte de to forhandlere sig derfor at kontakte politiet og fortælle, at den 21-årige nu var på vej til Silkeborg.
Har gjort det før
Et hold efterforskere kørte derfor hurtigt til forhandleren i Silkeborg og kunne byde den 21-årige velkommen tilbage, da han inden længe vendte retur til butikken.
Klokken 15.11 blev han anholdt og sigtet for bedrageri.
Det viste sig også, at den 21-årige havde lavet præcis samme trick mod en bilforhandler i Højbjerg tilbage i starten af marts.
Her havde han på samme vis fremvist en falsk kvittering og dermed fået udleveret en bil, han ikke reelt havde købt og betalt for, for derefter at videresælge bilen.
Den 21-årige blev sigtet for begge de to forhold.