Politiet rykkede talstærkt ud efter melding om skud
Fire mænd blev anholdt mandag i Bispehaven
Mandag klokken 19.54 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om en passager i en bil på Bispehavevej i Aarhus V, som angiveligt havde truet ud gennem vinduet med en pistollignende genstand og muligvis affyret skud.
Flere patruljer blev derfor sendt til området.
Her fandt politiet frem til fire mænd i den bil, der blev mistænkt for at have været involveret.
De fire mænd blev anholdt, og bilen blev ransaget, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Der blev ikke fundet et skydevåben i bilen, og heller ikke en gennemsøgning af området viste indikationer på, der var blevet skudt.
På baggrund af den indledende efterforskning formoder Østjyllands Politi, at der var tale om en gaspistol.
En 25-årig mand blev sigtet for trusler på livet, da politiet mistænker ham for at have haft pistolen i hånden.
Mens politiet var til stede i området, dukkede en gruppe personer op, som var utilfredse med betjentenes indgriben.
En 22-årig mand blev sigtet for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand, fordi han råbte ukvemsord efter betjentene.
læser
lige nu