Fortsæt til indhold

Flere influencere reklamerede for "Smilebright" – så kom 'Kontant' forbi. Nu skal ejerne i retten

To mænd, der er tiltalt for at sælge tandblegningsprodukter med for meget brintoverilte, nægter sig skyldige.

Krimi
/ritzau/

Flere influencere reklamerede i 2019 for tandblegningsproduktet Smilebright, der angiveligt kunne give hvidere tænder på ti minutter.

Men i september samme år kunne DR’s forbrugermagasin ”Kontant” afsløre, at produktet indeholdt 75 gange så meget brintoverilte, som det er tilladt.

Nu er to mænd, der stod bag et firma, som markedsførte og solgte produktet, tiltalt i en straffesag, der indledes mandag ved Retten i Aarhus.

Anklagemyndigheden går efter, at de idømmes en bøde på 200.000 kroner.

Ifølge sagens anklageskrift indeholdt produktet ”Smilebright teeth whitening kit” 7,5 procent brintoverilte, selv om det ifølge kosmetikforordningen ikke er tilladt at sælge mundprodukter med mere end 0,1 procent brintoverilte.

Det medførte ifølge tiltalen skade på menneskers liv eller sundhed eller en fare for det.

Brintoverilte er et kemikalie, der kan bruges til desinfektion af sår eller som blegemiddel. Det kan være farligt afhængigt af koncentrationen.

I forbindelse med udsendelsen om Smilebright på DR sagde en tandlæge, at produktet kunne give ætsninger i tænder og på tandkød.

De to mænd sørgede ifølge anklageskriftet for markedsføring og salg af produktet mellem februar og september 2019 gennem et selskab ved navn Online Traders ApS.

Selskabet er siden gået konkurs.

De to mænd, der er henholdsvis 29 og 31 år gamle, er også tiltalt for ikke at have sørget for at trække produktet tilbage eller orientere myndighederne, da de blev opmærksomme på, at produktet ikke levede op til kravene.

De er desuden tiltalt for i januar 2020 at have oplyst til Kemikalieinspektionen, at produktet var blevet trukket tilbage, og at berørte kunder var blevet underrettet og var blevet tilbudt kompensation, selv om det ikke var sandt.

Advokaterne for de to mænd oplyser, at de begge nægter sig skyldige.

Sagen er berammet til halvanden dag mandag og tirsdag i Retten i Aarhus. Ifølge Laura Pedersen, der møder som anklager i sagen, ventes dommen først på et senere tidspunkt.

Hun fortæller, at en ansat i Miljøstyrelsens kemikalieinspektion samt fire personer, der har brugt produktet, skal afgive forklaring i sagen.