Fortsæt til indhold

Borgmester sender knivoverfaldet ansat en kærlig tanke: »Vi er alle dybt berørte«

En 59-årig mand er anholdt for overfald på Jagtvej i Hammel.

Krimi

Østjyllands Politi oplyser, at en 39-årig kvinde er på hospitalet i kritisk tilstand efter et overfald på Jagtvej 29 i Hammel.

Overfaldet er sket på et botilbud. Det har Ulrik Johansen, direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune, bekræftet over for Din Avis.

Ofret er en ansat i kommunen. Hun er blevet stukket ned. Det fortalte borgmester i Favrskov Kommune, Lars Storgaard, da han onsdag eftermiddag var med til at tage første spadestik til Søften Idrætscenter.

I sin tale sendte han den 39-årige kvinde og hendes pårørende en tanke.

Nu bekræftes det også på Favrskov Kommunes Facebook-side, at den 39-årig kvinde er sagsbehandler i Favrskov Kommune. Hun er stukket ned af en 59-årig beboer, som er anholdt.

I kommunens opslag udtaler borgmesteren:

»Vi er alle dybt berørte over overfaldet, og vores tanker går til den berørte medarbejder og hendes pårørende. Vi tager hånd om de nærmeste kolleger og de øvrige beboere på botilbuddet, og ledelsen er til stede for at skabe ro og tryghed oven på den meget tragiske hændelse. Vi er i tæt kontakt med politiet, som har anholdt den pågældende beboer, og vi arbejder aktuelt på at skabe mere klarhed om hændelsesforløbet.«

Har du oplysninger?

Boligerne på Jagtvej er 18 selvstændige rækkehuse til psykisk sårbare voksne. De ligger med villaer til den ene side og en børnehave på den anden.

Politiet er mødt talstærkt op på stedet, og et større område er blevet afspærret i forbindelse med politiets efterforskning af sagen. Politiet anmoder om, at man følger patruljernes anvisninger.

Politiet oplyser, at de pårørende til ofret er underrettet.

Overfaldet blev meldt til politiet klokken 11.03.

Har du relevante oplysninger til sagen, så ring 114.

Vidner, der måtte have overværet overfaldet, kan rette henvendelse til Offerrådgivningen på telefonnummer 116 006.