Forlænger fængsling af 20-årig efter dødsulykke
Retten i Aarhus har forlænget varetægtsfængslingen.
En 64-årig kvinde blev tirsdag 23. juni dræbt, da en bil på flugt fra politiet bragede ind i hendes hus.
En 20-årig mand blev anholdt på stedet – og dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, sigtet for trafikdrab.
Her blev han varetægtsfængslet – og den fængsling er nu blevet forlænget.
Det har Retten i Aarhus bestemt, oplyser en anklager ved Østjyllands Politi til Ritzau.
Han skal være varetægtsfængslet frem til 5. august. Det skyldes hensynet til retshåndhævelsen, lyder det.
Under grundlovsforhøret fortalte den sigtede han blandt andet, at han forud for ulykken havde været på Bilkas parkeringsplads med tre kammerater, og at han kørte fra stedet, da politiet ankom, fordi han ikke ville være en del af årsagen til politiets tilstedeværelse.
Det skriver Århus Stiftstidende, der har fået aktindsigt i retsbogen.
Den 20-årige forklarede også i retten, at han først opdagede politibilen med udrykning, da han var på Hindøvænget, og at han mente, han kørte omkring 60 kilometer i timen, selv om politiet har oplyst, at bilen ramte huset med 109 kilometer i timen.
»Jeg troede, at det ville være en hurtigere vej til Harlev,« forklarede han i retten.
De tre passagerer har ifølge politiets afhøringer forklaret, at de råbte til ham, at han skulle stoppe, men det afviste han i retten, og dommeren varetægtsfængslede ham efter grundlovsforhøret, sigtet for trafikdrab og vanvidskørsel.
I huset befandt sig yderligere to personer. De kom ikke alvorligt til skade.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) efterforsker også sagen.
Det sker når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
»Når efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg. Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen,« skriver Politiklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Den 20-årige nægter sig skyldig.
læser
lige nu