Fortsæt til indhold

Død mand fundet til havs

»Vi har en formodning om, at der muligvis kan være tale om en person, som har været meldt savnet og sidst har været set ombord på Molslinjen,« oplyser Østjyllands Politi.

Krimi

En død mand er fredag morgen blevet fundet i vandet lidt nord for Samsø.

Det oplyser Østjyllands Politis kommunikationsrådgiver Emil Enemark Sørensen til Din Avis.

»Klokken 07.18 fik vi i morges en anmeldelse fra en sejler, om at vedkommende lidt nord for Samsø havde set en død person ligge i vandet,« siger han.

»Der er umiddelbart ikke noget, der indikerer, at han skulle være udsat for en forbrydelse,« siger Emil Enemark Sørensen.

Manden blev efterfølgende sejlet ind til Aarhus, og han er endnu ikke blevet identificeret, oplyser Østjyllands Politi. Det finder nok først sted engang i næste uge, lyder meldingen.

»Vi har en formodning om, at der muligvis kan være tale om en person, som har været meldt savnet og sidst har været set ombord på Molslinjen.«

De pårørende til den person, som har været meldt savnet, er blevet underrettet om, at politiet har fundet en død person i vandet.