Fortsæt til indhold

26-årig rullede rundt i solouheld: Det politiet fandt i bilen gav ham endnu en sigtelse

26-årige mand blev ved politiets ankomst til uheld skønnet påvirket, og han blev derfor sigtet for sprit- og narkokørsel – men det var ikke alt.

Krimi
csj

Østjyllands Politi modtog tidligt mandag morgen 13. juli en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld ved rundkørslen foran stadion i Hammel – Frijsenborgvej/Stadionvej.

Ifølge anmeldelsen var der tale om et solouheld, hvor en personbil angiveligt havde kørt med høj fart gennem rundkørslen og i den forbindelse ramt en kant, hvorefter den var rullet rundt flere gange og var landet på taget.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Uheldet blev anmeldt klokken 5.56, og politi og ambulance samt brand- og redningsfolk blev straks sendt til stedet.

Meldingen lød i første omgang på en fastklemt, men føreren havde inden myndighedernes ankomst dog selv været i stand til at komme ud fra bilen. Han blev efterfølgende identificeret som en 26-årig mand fra det sydøstlige Randers.

Den 26-årige mand blev ved politiets ankomst skønnet påvirket, og han blev derfor sigtet for sprit- og narkokørsel.

Under en efterfølgende ransagning af køretøjet fandt politiet en machete, og den 26-årige mand blev derfor også sigtet for at have overtrådt knivloven. Macheten blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

Den 26-årige mand blev tilset i en ambulance, men han var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Han blev efterfølgende kørt til kontrol på hospitalet, hvor han også fik udtaget en blodprøve, inden han kl. 07.05 blev løsladt fra politiets varetægt.

Se video: