Psykologer rådgiver skole og forældre efter sag om planlagt skoledrab
Skoleledelsen, forældre og ansatte får råd og tips fra skolepsykologer.
Hvordan taler man med børn om, at nogen har planlagt at dræbe børn med knive og bomber på deres skole? Og hvordan håndterer skolen det, når eleverne på mandag møder ind til deres første skoledag efter skoleferien?
Det er spørgsmål, som Hadsten Skole og Favrskov Kommune i disse dage må forholde sig til og forsøger at besvare efter anholdelsen af tre drenge, der ifølge politiet planlagde at såre og dræbe flere personer, herunder børn, på folkeskolen i Hadsten.
Favrskov Kommune modtog mandag formiddag fortrolig information om sagen fra Østjyllands Politi, der selv holdt kortene tæt ind til kroppen, indtil grundlovsforhøret med de sigtede drenge skulle begynde sidst på eftermiddagen mandag.
Det gav kommunen nogle timer til at forberede sig på den forventede reaktion fra forældre og ansatte, når nyheden var ude. Direktøren for Børn og Kultur, Thomas Smidt, og skolechef Karina Corneliussen begyndte med at indkalde skoleledelsen, og så gik man i gang med at planlægge håndteringen. Der blev blandt andet forfattet og udsendt et informationsbrev til forældre og ansatte om, hvad der skulle ske i de kommende dage, herunder skolepsykologernes råd til, hvad forældrene selv kan gøre i forhold til deres børn, fortæller Thomas Smidt.
Tirsdag morgen deltog skolepsykologerne i et informationsmøde på skolen med de ansatte sammen med kommunen og politiet.
»Der var en trykket stemning efter den voldsomme besked. Psykologerne fortalte om de naturlige reaktioner, der kan være hos både børn og voksne, og at reaktionerne kan være forskellige. De kom også med nogle tips til at håndtere reaktionerne, og der er mulighed for at tale videre med psykologerne,« fortæller direktøren for Børn og Kultur i Favrskov Kommune.
I disse dage er der kun et mindre antal elever på skolen, hvor kun SFO’en er åben, men på mandag er der første skoledag for de omkring 600 elever på Hadsten Skole.
»Psykologerne har rådet os til at lave en så normal hverdag på skolen som overhovedet muligt, så vi bestræber os på at lave en almindelig og festlig første skoledag. Jo mere hverdagsagtigt og genkendeligt jo bedre, siger de. Men vi skal samtidig være opmærksomme på eleverne, så det er en balancegang,« siger Thomas Smidt.
Ifølge ham er det vigtigste budskab for kommunen og skolen i disse dage at videregive og understrege meldingen fra politiet om, at det fortsat er trygt for både børn og voksne at møde op på Hadsten Skole.
Direktøren, skolechefen og borgmesteren mødte tidligt tirsdag morgen op på skolen for at være med til at tage hånd om sagen.
»Det vigtigste for os er, at ledelsen, medarbejderne, eleverne og forældrene føler sig trygge og møder en skole, de kender,« siger borgmester Lars Storgaard.
læser
lige nu