9 narkosager, 78 p-bøder, bil trukket væk og en enkelt skallenikker – men politiet kalder Smukfest rolig
Fredag registrerede politiet blandt andet en voldssag, ni narkosager og 78 ulovlige parkeringer. Alligevel er niveauet af sager lavt i forhold til de omkring 60.000 gæster.
Trods titusindvis af gæster på Smukfest er politiets vurdering fortsat, at festivalen forløber roligt.
»Overordnet set er det stadig en glad og rolig festival set i forhold til, at der er så mange gæster. Sagerne holder sig på et lille niveau,« siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi på lørdagens pressebriefing.
Fredag bød dog blandt andet på en voldssag på festivalpladsen.
Efter midnat opstod der ifølge politiet en diskussion mellem en mand og en kvinde. Diskussionen endte med, at manden nikkede kvinden en skalle, hvorefter vagterne tilkaldte politiet.
En 24-årig mand fra Esbjerg blev sigtet for vold og bortvist fra Smukfest med et klippet armbånd. Kvinden er 25 år og fra København.
Slog skilt ud af hånden på betjent
Politiet måtte også gribe ind over for en 19-årig mand fra Horsens på en af festivalpladsens restauranter.
Ifølge Finn Ellesgaard Nielsen havde manden en støjende adfærd og slog ud efter en betjent, så et skilt blev slået ud af betjentens hånd.
Den 19-årige blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.
Politiets indsats mod euforiserende stoffer fortsatte også fredag. Her blev der registreret ni sager om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
»Set i lyset af, at der er 60.000 gæster, så er det ikke meget,« siger vicepolitiinspektøren.
78 parkeringsbøder
Også trafikken giver fortsat politiet arbejde.
Fredag blev der uddelt 78 parkeringsbøder i Skanderborg, og politiet måtte fjerne en bil, fordi den stod til gene for trafikken.
De mange festivalgæster lægger fortsat et stort pres på trafikken i byen, men ifølge Finn Ellesgaard Nielsen følger langt de fleste bilister skiltningen og de anvisninger, de får.
»Når de gør det, så glider trafikken lettest,« siger han.
Samlet set er politiet godt tilfreds med festivaldøgnet.
»Alt i alt er vi meget tilfredse med det lave niveau af sager. Det er meget positivt, at der er så få.«
læser
Chauffør påvirket af narko: 38 taxa-forseelser under Smukfest
lige nu