Fortsæt til indhold

Beboer kørte i nat efter indbrudstyv, som blev anholdt og lagt i håndjern

Politiet fik med beboers hjælp fat i en 34-årig mand, der er sigtet for indbrud og kørsel uden førerret.

Krimi
jr

Flere patruljer fra Østjyllands Politi blev natten til tirsdag sendt til Klostervej i Vejerslev ved Thorsø, da politiet kl. 00.45 modtog en anmeldelse om et igangværende indbrud på en landejendom.

Da alarmerne gik, flygtede en mand fra stedet i et køretøj, og ifølge anmeldelsen fulgte en beboer på landejendommen efter den formodede gerningsmand.

Kort tid efter fik en patrulje øje på køretøjet med beboeren kørende efter sig, og det blev bragt til standsning på Skanderborgvej ved Hammel.

Bag rattet sad en 34-årig mand, som blev lagt i håndjern, anholdt og sigtet for at have begået indbrud på landejendommen. Den formodede indbrudstyv blev taget med på stationen til nærmere afhøring og desuden sigtet for at have kørt bil uden førerret.

Ifølge anmeldelsen kunne der ses to personer på videoovervågningen fra landejendommen, så en formodet medgerningsmand er på fri fod. Østjyllands Politi ønsker derfor af hensyn til den videre efterforskning ikke at komme med yderligere oplysninger i sagen.

Det oplyser politiet i døgnrapporten.

Se video: