57-årig sad i sin bil med åben dør, da en ung mand pludselig kom helt tæt på og trak en signalpistol
En 57-årig mand blev fredag aften truet på Ingerslevs Plads i det centrale Aarhus, mens han sad i sin bil. Nu er en 23-årig mand anholdt og sigtet i sagen.
En 23-årig mand blev fredag aften anholdt og sigtet for at have truet en 57-årig mandlig bilist med en pistol og for at forsøge at få ham til at udlevere sin bilnøgle.
Han blev lørdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten mandag.
Ifølge sigtelsen skete episoden omkring kl. 19.30 fredag ved Ingerslevs Plads i Aarhus C.
Her holdt den 57-årige mand i sin bil med den ene dør åben, da den 23-årige kom hen til ham, pegede på ham på tæt hold med en pistol og forlangte at få udleveret bilnøglerne.
Det nægtede den 57-årige, der i stedet råbte ad gerningsmanden, som valgte at stikke af.
Østjyllands Politis efterforskning af sagen ledte til den 23-årige, som blev anholdt og sigtet.
I forbindelse med efterforskningen af sagen fandt betjentene en signalpistol, som formodedes at være det våben, der er blevet brugt i forbindelse med episoden på Ingerslevs Plads.
Den 23-årige er på nuværende tidspunkt sigtet for forsøg på ulovlig tvang.
læser
Betjent slog »perker-kollega« med sin penis: Nu starter retssag
lige nu